Fire dagligvarebutikker går til fælles kamp mod organiserede tyverier
Meny Rønde, Meny Hornslet, Rema1000 Hornslet og Rema1000 Rønde indfører fælles sikkerhedstiltag for at bekæmpe organiseret tyveri.
Tyveri er en stigende udfordring for detailhandlen, og nu går fire dagligvarebutikker i Rønde og Hornslet sammen om at bekæmpe problemet.
Meny Rønde, Meny Hornslet, Rema1000 Hornslet og Rema1000 Rønde har indført fælles sikkerhedstiltag for at komme organiserede tyverier til livs.
Samarbejde med vagt- og detektivfirma
Meny Rønde har taget initiativ til et samarbejde med et vagt- og detektivfirma sammen med Meny Hornslet, Rema1000 Hornslet og Rema1000 Rønde.
»Vi ser en stigning i organiseret tyveri, hvor varer bliver bestilt på forhånd. Vi ønsker at stoppe denne udvikling og samtidig få et bedre overblik over omfanget,« forklarer René Povlsen, købmand i Meny Rønde, i et opslag på butikkens Facebookprofil.
Købmanden var nogen tid ude og fortælle, at der inden for de sidste 14 dage var der stjålet varer for cirka 5.000 kr. i Meny Rønde, primært kød, vin og spiritus.
Tyverierne er foregået ved brug af net og tasker, og én person er allerede blevet taget på fersk gerning med varer i rygsækken. Politiet blev tilkaldt, da personen blev aggressiv.
Fælles tiltag
For at bekæmpe tyverierne har de fire butikker indført følgende tiltag:
Overfaldsalarmer til medarbejdere:
Medarbejderne får adgang til diskrete overfaldsalarmer, så de har en ekstra mulighed for at tilkalde hjælp, hvis de står i en situation hvor det bliver nødvendigt.
»Det handler om sikkerhed og tryghed for vores personale,« understreger René Povlsen.
Alarm på udsatte varer:
De varer, der oftest er udsat for tyveri, bliver sikret med alarmer.
»Det skal gøre det sværere at stjæle og hjælpe os med at beskytte vores varer,« forklarer René Povlsen.
Ekstra kurve rundt i butikken:
Der sættes en ekstra række kurve op i butikken, så kunder nemt kan tage en kurv, hvis de har glemt det ved indgangen.
»Det mindsker risikoen for misforståelser og gør det lettere at handle,« anfører René Povlsen.
Opfordring til samarbejde
René Povlsen opfordrer kunderne til at hjælpe med at holde øje og til at reagere, hvis der opleves noget der virker unormalt eller mistænkeligt.
Han har sagt det tidligere:
«Husk, sig det altid til en medarbejder i stedet for at tage direkte kontakt. Sammen skaber vi en tryg og sikker butik,« opfordrer René Povlsen.
René Povlsen understreger, at fokus altid vil være på at skabe trygge og gode handleoplevelser for alle ærlige kunder samt sørge for et godt arbejdsmiljø for personalet.