Kørte rundt og affyrede bomberør mod andre bilister – og på bagsædet fandt politiet 13-årig pige
En 18-årig mand sad på passagersædet med et bomberør mellem sine ben.
Natten til tirsdag kl. 01.24 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der blev skudt fyrværkeri ud fra vinduet ved passagersædet i en personbil, der kom kørende på Viby Ringvej i krydset ved Søren Frichs Vej i Viby J.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Ifølge anmeldelsen blev fyrværkeriet skudt ud på kørebanen til gene og fare for de øvrige trafikanter, og en patrulje i nærheden blev derfor straks sendt til stedet for at få standset bilen og få kontakt med de involverede personer.
Få sekunder senere fik politiet øje på den pågældende bil, hvorfra der angiveligt var blevet smidt fyrværkeri ud fra, og som nu holdt stille på en parkeringsplads ved Ankersgade.
På passagersædet sad en 18-årig mand, som mellem sine ben havde en pose med et bomberør.
Den 18-årige mand blev sigtet for at have overtrådt fyrværkeriloven og fik sit bomberør beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion. Han erkendte samtidig at have affyret fyrværkeri fra bilen kort forinden.
De sociale myndigheder blev desuden underrettet om episoden, da en 13-årig pige sad på bagsædet i bilen. Hendes forældre blev ligeledes orienteret, og hun blev efterfølgende hentet af sine pårørende og kørt hjem.
»Østjyllands Politi gør opmærksom på, at det først er i morgen og i overmorgen – onsdag den 31. december og torsdag den 1. januar – er lovligt at affyre sit lovligt indkøbte fyrværkeri. Det er alle dage året rundt ulovligt at skyde fyrværkeri af mod andre mennesker,« skriver politikredsen.