Røgdykkere rykkede ind, da der pludselig udbrød brand i midtby-butik
Brandvæsenets drejestige kom også på arbejde, da det lykkedes brandfolkene at redde værdier fra ejendommen.
Røgdykkere rykkede lørdag formiddag ind, da der udbrød brand i en butik på Østergade i Grenaa.
Det oplyser Beredskab & Sikkerhed til TV2 Østjylland.
Branden opstod i et køkken på første sal og spredte sig til opgangen og en lejlighed på anden sal.
Røgen trængte også ind i en nabolejlighed.
Alle personer var kommet ud, da brandvæsenet ankom, og indsatsen kunne derfor koncentreres om at redde materielle genstande, hvilket også kaldes værdiredning.
»Vi har forladt stedet nu, og indsatsen er slut. Vi sendte røgdykkere ind for at slukke branden indefra, vi havde et par mand oppe i vores drejestige for at se, om der var spredning til tagkonstruktionen, og så satte vi ind på det, vi kalder for værdiredning,« siger Mikk Ansø, operationschef ved Beredskab & Sikkerhed, til TV2 Østjylland.
En del af Østergade var spærret af i flere timer som følge af slukningsarbejdet.