Fortsæt til indhold

Ny tv-dokumentar sætter fokus på narkosmugling og Mærsk: »Der er sket meget siden«

Mindst 20 Mærsk-ansatte har ifølge dokumentar hjulpet med at smugle over 26 tons kokain

Krimi

En Mærsk-ansat på kontoret i Aarhus har tætte forbindelser til Hells Angels, og mindst 20 Mærsk-ansatte har ifølge en ny TV 2-dokumentar hjulpet narkokarteller med at smugle over 26 tons kokain.

Det skriver Jyllands-Posten.

Dokumentaren ”Mærsk og Narkosmuglerne”, hvor journalist hos Jyllands-Posten Magnus Boding Hansen er vært, afslører, at den kontoransatte kvinde har været gift med en Hells Angels-rocker, der er dømt for grov narkokriminalitet.

Kvinden arbejder på den sikre del af Mærsks havn i Aarhus, hvor oplysninger om containere kan være værdifulde for kriminelle. Ifølge hollandsk politi betaler narkosmuglere op mod en million kroner for containerkoder, og chatbeskeder viser – ifølge artiklen – at en Mærsk-ansat har fået en million euro for at hjælpe med smugling.

Mærsk oplyser, at lovgivningen ikke giver mulighed for at fyre ansatte på grund af forbindelser til lovlige foreninger som Hells Angels.

»Vi har ikke ret til at fyre folk for deres relationer, ligesom din arbejdsgiver heller ikke kan fyre dig for, hvem du går i forening med,« udtaler Sissel Christine Søe, senior media relations advisor hos Mærsk, til Jyllands-Posten.

Niels Bruus, Vice President, Global head of Safety and Resiliences hos Mærsk, skriver i et opslag på LinkedIn, at TV 2’s dokumentar bygger på fem-seks år gamle sager mod tidligere medarbejdere i andre lande.

Her står der blandt andet, at der siden er sket meget i både selskabet, industrien og hos myndighederne.

I Aarhus har APM Terminals ifølge opslaget lavet en omfattende sikkerhedsanalyse.

Pengene er blandt andet brugt på droneovervågning, biometrisk adgangskontrol, mere videoovervågning, forstærkede bomme og højere hegn med NATO-pigtråd.

Ifølge opslaget er medarbejderes adgang til interne systemer løbende blevet skærpet – blandt andet har fremvisning af ren straffeattest været en fast del af Mærsks politik siden 2024.

Derudover har virksomheden nedsat en taskforce.

»Vi etablerede en taskforce af eksperter med specialistviden inden for forebyggelse af narkosmugling. Deres opgave er at forbedre sikkerheden i vores forretningsaktiviteter ved at træne medarbejdere, og lige så vigtigt; styrke vores samarbejde med politi, toldmyndigheder og andre institutioner verden over,« står der videre i opslaget.

Ifølge Mærsk er der især gjort fremskridt i Holland og Belgien.

Selskabet fremhæver blandt andet SecureChain, der skal mindske risikoen for misbrug af pinkoder til containere.