Fortsæt til indhold

Sagsbehandler stukket i halsen på botilbud: 59-årig er sigtet for forsøg på manddrab

»Der er ingen tvivl om, at der er tale om en meget alvorlig sag,« siger fg. vicepolitiinspektør Bolette Høy fra Østjyllands Politi.

Krimi

En 59-årig mand er onsdag formiddag blevet anholdt på et botilbud på Jagtvej 29 i Hammel, da Østjyllands Politi klokken 11.03 havde modtaget en anmeldelse om et alvorligt overfald.

Den 59-årige mand er sigtet for forsøg på manddrab begået mod en 39-årig kvinde, og han vil torsdag klokken 10.30 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers.

Ofret er blevet stukket i halsen, oplyser Østjyllands Politi.

Flere patruljer blev straks sendt til stedet, og den formodede gerningsmand blev anholdt nogle få minutter senere.

Kort efter ankom en ambulance, hvorefter kvinden blev kørt til behandling på hospitalet i kritisk tilstand.

Kvindens tilstand er onsdag eftermiddag alvorlig, men stabil. Hun er fortsat indlagt på hospitalet.

»Der venter os fortsat et større efterforskningsarbejde med at få klarlagt, hvad der er gået forud for overfaldet – men der er ingen tvivl om, at der er tale om en meget alvorlig sag,« siger fg. vicepolitiinspektør Bolette Høy fra Østjyllands Politi.

De pårørende er underrettet.

Østjyllands Politi vil i den kommende tid være ekstra synlige til stede i området, men har derudover ikke yderligere kommentarer til sagen for nuværende.

Boligerne på Jagtvej er 18 selvstændige rækkehuse til psykisk sårbare voksne. De ligger med villaer til den ene side og en børnehave på den anden.

Hvis man har været – eller kørt rundt – i området omkring gerningstidspunktet, bedes man rette henvendelse til Østjyllands Politi på telefonnummer 114. Alle relevante oplysninger for politiets efterforskning af sagen er velkomne.

Berørt borgmester

Favrskov Kommune skriver på Facebook, at ofret er sagsbehandler i Favrskov Kommune.

I kommunens opslag udtaler borgmesteren:

»Vi er alle dybt berørte over overfaldet, og vores tanker går til den berørte medarbejder og hendes pårørende. Vi tager hånd om de nærmeste kolleger og de øvrige beboere på botilbuddet, og ledelsen er til stede for at skabe ro og tryghed oven på den meget tragiske hændelse. Vi er i tæt kontakt med politiet, som har anholdt den pågældende beboer, og vi arbejder aktuelt på at skabe mere klarhed om hændelsesforløbet.«