To kvinder anmelder beføling på Smukfest – politiet leder efter gerningsmænd
Politiet efterforsker to uafhængige anmeldelser om uønsket beføling på Smukfest lørdag. Derudover lørdag på to voldsepisoder, otte narkosager og endnu en stribe parkeringsbøder i Skanderborg.
Sydøstjyllands Politi har modtaget to anmeldelser fra kvinder, der fortæller, at de lørdag blev befølt uden på tøjet på festivalpladsen.
Der er tale om to uafhængige episoder, og politiet forsøger nu at finde frem til de mænd, som kvinderne har anmeldt.
»Vi efterforsker og forsøger at finde gerningsmændene bag det. Vi har deres signalementer,« oplyste vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen på politiets pressebriefing søndag formiddag.
Han understreger, at beføling uden samtykke er en overtrædelse af loven.
To voldsepisoder
Politiet fik også anmeldelser om to tilfælde af vold på festivalpladsen.
Klokken 22.53 blev en 26-årig mand fra Aarhus nikket en skalle af en ukendt mand. Ifølge politiet skete det tilsyneladende umotiveret, selv om der kan have været en forudgående uoverensstemmelse. Den 26-årige kom ikke alvorligt til skade.
Klokken 02.52 blev en 19-årig mand fra Herning slået to gange i ansigtet.
Gerningsmændene var søndag formiddag endnu ikke fundet, men politiet har signalementer og peger på, at festivalpladsen er videoovervåget.
»Det er ikke usædvanligt, at vi finder folk efterfølgende på baggrund af signalement,« siger Finn Ellesgaard Nielsen.
61 parkeringsbøder
Politiet fortsatte samtidig den omfattende parkeringsindsats i Skanderborg by.
Presset på parkeringspladserne er faldet, men lørdag blev der alligevel uddelt 61 parkeringsbøder, mens ét køretøj blev fjernet.
På festivalpladsen blev der desuden registreret otte sager om besiddelse af mindre mængder euforiserende stoffer. Sagerne udløste bøder, og de pågældende fik ifølge politiet klippet deres festivalarmbånd.
læser