Fortsæt til indhold

Slynget over bil og dræbt i frontal-ulykke

En ulykke har kostet en mand livet. En kvinde er i kritisk tilstand.

Krimi
jro

En 66-årig motorcyklist blev søndag dræbt i et frontalt sammenstød på Hammelvej ved Haslund syd for Randers.

En 45-årig kvinde er i kritisk tilstand.

Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Den 66-årige kørte på motorcykel med en 45-årig kvinde som passager, da de af endnu ukendte årsager stødte frontalt sammen med en personbil, der kom kørende i modsat retning.

Den blev ført af en 55-årig mand.

Ved sammenstødet blev de to personer på motorcyklen slynget hen over bilen.

Flere ambulancer kom hurtigt til stedet, men den 66-årige mands liv stod ikke til at redde. Den 45-årige kvinde blev fløjet til hospitalet i kritisk tilstand.

Billeder og video fra stedet viser en lægehelikopter lette og en bil liggende på taget i grøften.

Foto: Presse-fotos.dk

Den 55-årige bilist og bilens øvrige passagerer, en kvinde og to børn, var umiddelbart ikke kommet kritisk til skade, men havde pådraget sig mindre skader.

Hammelvej var spærret i en periode, mens arbejdet på ulykkesstedet stod på.

En bilinspektør blev tilkaldt, og rapporten skal nu være med til at fastslå de nærmere omstændigheder ved sammenstødet.

Den 55-årige bilist blev rutinemæssigt sigtet for spirituskørsel, så der kunne udtages blodprøver. Det er endnu ikke afgjort, om der skal rejses yderligere sigtelser.

Se video: