Fortsæt til indhold

Trafikdræbt motorcyklist var tidligere kommunaldirektør

Den tidligere kommunaldirektørs kone er fortsat i kritisk tilstand.

Krimi
sb

Den 66-årige mand, der søndag 16. døde i en trafikulykke på Hammelvej i Randers, var tidligere kommunaldirektør Søren Bonde Hansen. Det skriver blandt andet Folketidende.

I samme ulykke blev en 45-årig kvinde alvorligt kvæstet og er indlagt i kritisk tilstand. Kvinden er Søren Bondes hustru, Camilla, skriver Folketidende.

Søren Bonde Hansen var direktør i flere danske kommuner i løbet af sin karriere, heriblandt Guldborgsund Kommune, hvor han efter ti år på posten gik på pension i begyndelsen af 2026.

Han var oprindeligt uddannet lærer i Aarhus.

I et mindeord på Facebook skriver Guldborgsund Kommunes borgmester, Simon Hansen, blandt andet følgende:

»Han har sat store aftryk hos mig og lært mig utrolig meget om ledelse af en stor organisation, og jeg vil være ham evig taknemmelig for de spor, han har sat hos mig. Jeg er glad for, at jeg har nået at fortælle det til ham i forbindelse med hans velfortjente afskedsreception.«

»Jeg er ked af, at Søren ikke når at opleve sit otium og få flere af de mange oplevelser, som jeg ved, han glædede sig til. Vores tanker i denne svære tid går til de efterladte. Ikke mindst til Sørens hustru, Camilla, som også var impliceret i ulykken, og som fortsat er i kritisk tilstand.«

Søren Bonde Hansen. Arkivfoto: Bo Amstrup, Ritzau Scanpix

Ved trafikulykken i Randers stødte Søren Bonde Hansen på motorcykel af endnu ukendte årsager frontalt sammen med en personbil, der kom kørende i modsat retning på Hammelvej ved Haslund syd for Randers.

Ved sammenstødet blev Søren Bonde Hansen og hans hustru slynget hen over bilen.

Den 55-årige bilist og bilens øvrige passagerer, en kvinde og to børn, er umiddelbart ikke kommet kritisk til skade, men har pådraget sig mindre skader.