Teenage-trio fængslet – har hærget nattelivet med en række voldsepisoder
Synderegistret er langt - og i dag faldt hammeren over to 18-årige og en 17-årig.
Tre unge mænd på henholdsvis 18 år, 18 år og 17 år er i dag ved Retten i Horsens blevet idømt fængselsstraffe for en række voldsepisoder begået i Horsens i januar i år samt for overtrædelse af våbenlovgivningen.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
De to 18-årige blev dømt for vold og trusler med kniv i forbindelse med, at de overfaldt en mand i Vitus Beringsparken i Horsens den 2. januar 2026.
Den ene 18-årige blev endvidere dømt for vold mod en mand i nattelivet den 4. januar 2026 på en bar i Horsens.
Herudover blev den samme 18-årige og den 17-årige dømt for grov vold begået som en hadforbrydelse i forbindelse med, at de den 17. januar i år omkring kl. 02.10 ved banegården i Horsens, råbte skældsord efter to kvinder vedrørende deres seksuelle orientering, ligesom de slog dem flere gange i og omkring hovedet med en totenschlæger og eksponerede dem for peberspray.
Retten fandt, at der var tale om en hadforbrydelse, idet volden helt eller delvist var begrundet i kvindernes seksuelle orientering.
Derudover blev den samme 18-årige dømt for overtrædelse af våbenlovgivningen ved at have været i besiddelse af en peberspray, ligesom den 17-årige blev dømt for overtrædelse af våbenlovgivningen ved at have været i besiddelse af en totenschlæger og en peberspray.
Den 18-årige, der blandt andet blev kendt skyldig i hadforbrydelsen, blev idømt et år og tre måneders fængsel, et opholdsforbud i nattelivet i seks måneder, samt udvisning af Danmark med et indrejseforbud i seks år. Han blev endvidere fængslet efter dom.
Den 17-årige mand blev idømt 10 måneders fængsel.
Den anden 18-årige mand blev idømt tre måneders fængsel samt en advarsel om udvisning.
»Dommen i dag understreger blandt andet, at man som borger ikke skal diskrimineres eller udsættes for vold på baggrund af sin seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller lignede,« udtaler Thomas Vestergaard, anklagerfuldmægtig i anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi.
Den 18-årige mand, der blev idømt tre måneders fængsel samt en advarsel om udvisning, modtog dommen, mens de to andre udbad sig betænkningstid.