Fortsæt til indhold

Fra rødt kort til straffesag: Spiller sigtes nu for vold mod dommer

Politiet sigter Serie 4-spiller for vold mod dommer.

Krimi

stjyllands Politi har sigtet en spiller fra Nørager BK for vold efter en episode under en Serie 4-kamp på Ørsted Stadion.

Det oplyser presseenheden ved Østjyllands Politi til Din Avis.

Episoden fandt sted onsdag 19. august 2026, hvor kampen i Serie 4 mellem Ørsted IF og Nørager BK blev afbrudt efter 20 minutters spil.

Ifølge dommerens indberetning løb spilleren aggressivt hen mod kampens opmand og råbte: »Hvad fanden har du gang i?«, hvorefter han slog dommeren i brystet med begge hænder. Dommeren afbrød derefter kampen.

Halvt års karantæne

DBU Jyllands disciplinærudvalg har på baggrund af indberetningen og oplysninger fra de involverede klubber idømt spilleren karantæne fra al fodbold under DBU Jylland frem til 19. februar 2027. Det svarer til et halvt års karantæne.

Nørager BK er desuden taberdømt 0-3 og tildelt en bøde på 2.000 kroner for at have skylden for kampens afbrydelse.

Lignende sag afgjort

En lignende sag fra Nordjylland blev afgjort ved Retten i Aalborg i 2025. Her blev en 28-årig Serie 4-spiller idømt 20 dages betinget fængsel for vold mod en dommer. Det betyder, at den dømte slap for at afsone dommen i fængsel, medmindre vedkommende overtrådte bestemte vilkår.

Spilleren fik desuden et halvt års karantæne og en bøde på 2.000 kroner af DBU. Klubben blev taberdømt i kampen, ligesom Nørager BK er blevet det.

Det er i overensstemmelse med den skærpede praksis på området, som DBU og lokalunionerne har indført.

Vold er ulovlig

DBU Jyllands disciplinærudvalg og de øvrige lokalunioner har nul tolerance over for fysisk vold, skub eller grove trusler mod dommere. Reglerne kræver øjeblikkelig kampafbrydelse og skriftlig indberetning ved sådanne episoder.

Vold mod fodbolddommere er ulovlig og er omfattet af straffelovens paragraf 244 om simpel vold.

Straffen kan skærpes, når volden sker mod personer, der udfører samfundskritiske eller offentligt lignende funktioner, eller hvis det sker under sportsbegivenheder. Sagerne behandles derefter ved domstolene med bøde eller fængsel afhængigt af sagens alvor.

Klubben holder fast

Formanden for Nørager BK, Klaus Fuglsang Johnsen, har tidligere understreget over for Din Avis, at klubben straks tog afstand fra hændelsen.

»Nørager har fra start lagt os fladt ned og sagt, at sådan en handling kan vi på ingen måde acceptere.«

Han tilføjede: »Jeg har talt med den pågældende spiller og fortalt ham, at det skete er fuldstændig uacceptabelt. Jeg ved, at han er meget ked af det, og han har beklaget over for sine holdkammerater.«

Formanden oplyste samtidig, at spilleren ikke udelukkes fra klubben, men kan spille igen, når karantænen er udstået.

»Vi får ikke noget ud af at udelukke en ung mand fra klubben. Vi tager afstand fra det skete og accepterer ikke den slags handlinger. Det er vigtigt at understrege en gang mere, men vi vil gerne hjælpe ham til at spille videre, når hans karantæne er udløbet.«

Klaus Fuglsang Johnsen oplyste også, at der ikke tidligere har været problemer med den pågældende spiller.

Skifter ikke holdning

Formanden var ikke klar over, at politiet havde rejst en sigtelse for vold, da Din Avis talte med ham søndag morgen.

Det får ham dog ikke til at slå hånden af spilleren.

»Det gør det ikke. Han er fortsat meget træt af det og af alt det medieståhej, der har været. Det er jo næsten straf i sig selv til en ung mand, der fortryder, at han dummede sig og har beklaget. Ham skal vi som klub hjælpe videre, når han har udstået sin straf. Han er fortsat særdeles velkommen i Nørager Boldklub,« understreger Klaus Fuglsang Johnsen.

Se video: