Eksplosion i voldssager med unge under 15 år
10-14-årige begår i stigende grad mere voldelig kriminalitet, viser en gennemgang fra Berlingske.
Voldssager med 10-14-årige som mistænkte er steget med 225 procent over ti år.
Det viser en gennemgang af en stor mængde data, som Berlingske har gennemgået fra 2014 til 2024.
Der findes ikke offentligt tilgængelig statistik om ungdomskriminalitet, hvor den mistænkte er under den kriminelle lavalder, der er 15 år, skriver avisen.
Derfor har Berlingske gennemgået blandt andet interne dokumenter fra eksperter i Kriminalitetsforebyggelseskommissionen, der er nedsat under regeringen.
Avisen har fået fat i retsdokumenter fra udvalgte straffesager og overvåget sociale medier ved hjælp af falske ungdomsprofiler.
Den har desuden fået myndigheder og kommuner til at analysere og vurdere materialet.
Kommunerne København, Aarhus og Odense har udtrykt bekymring for antallet af unge kriminelle, heriblandt drenge under 15 år.
På den baggrund kan avisen konkludere, at antallet af den type sager er steget.
Gennemgangen viser desuden, at 35 procent af de 10-14-årige var børn med ikkevestlig baggrund. Gruppen udgør kun cirka 12 procent af den samlede gruppe af 10-14-årige i Danmark, skriver avisen.
Avisen konkluderer, at de personfarlige forbrydelser er blevet grovere, og at sociale medier har forstærket effekten.
læser
Daskede til kollega med sin penis: Nu har betjent fået sin dom
lige nu