Fortsæt til indhold

Politiet tog bil fra tydeligt påvirket 59-årig mand uden kørekort, der blev standset ved et supermarked med en skyhøj promille

Vidne kontaktede politiet efter at have set en tydeligt påvirket bilist køre meget slingrende.

Krimi

En 59-årig mand måtte tirsdag aften vinke farvel til sin bil, efter han blev standset af politiet og sigtet for at køre bil med en promille på over 2.

Politiet var kort forinden blevet tippet af et vidne, der havde set bilen køre meget slingrende med en tydeligt påvirket chauffør bag rattet.

En patrulje fra Østjyllands Politi rykkede ud og standsede bilen tirsdag kl. 22.04, hvor føreren var ved at køre ud fra Nettos parkeringsplads på Vesselbjergvej i Hadsten.

Den 59-årige mand blev bedt om at tage en alkometertest, der viste en promille på over 2. Når promillen er så høj, kategoriseres det som vanvidskørsel, og politiet beslaglægger bilen med henblik på senere konfiskation, hvis den efterfølgende blodprøve bekræfter, at promillen var over 2.

Den stærkt alkoholpåvirkede mand blev anholdt og sigtet for spirituskørsel og kørt til et hospital for at få taget en blodprøve, som man afventer svar på.

Hans kørekort var i forvejen administrativt inddraget, så han blev også sigtet for at have kørt bil uden førerret, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Se video: