Fortsæt til indhold

Politiet om dommer-sag: Der kan gå lang tid, før der sker mere

Der går endnu en måned, før Østjyllands Politi afgør, hvad der videre skal ske i sagen om en Nørager-spiller, der er anmeldt og sigtet for vold mod dommeren i en kamp på Ørsted Stadion.

Krimi

Østjyllands Politi har sigtet en spiller fra Nørager BK for vold efter en episode under en Serie 4-kamp på Ørsted Stadion i august.

Din Avis har spurgt Østjyllands Politi, hvornår der sker nyt i sagen. Det har der tilsyneladende lange udsigter til.

Kommunikationsrådgiver Jakob Christiansen fra Østjyllands Politi oplyser i et mailsvar til Din Avis, at der kan gå tid, før der sker nyt i sagen.

»Der går normalt en del tid fra en sigtelse er oprettet til, der sker yderligere i sagen. Så jeg tror, der går lidt, inden vi har nyt. Prøv fx om en måneds tid igen.«

Episoden fandt sted onsdag 19. august 2026, da kampen mellem Ørsted IF og Nørager BK blev afbrudt efter 20 minutters spil. Ifølge dommerens indberetning løb spilleren aggressivt hen mod kampens opmand og råbte: »Hvad fanden har du gang i?«, hvorefter han slog/puffede dommeren i brystet med begge hænder.

Dommeren valgte herefter at afbryde kampen, indberette episoden til DBU Jylland og anmelde Nørager-spilleren for vold.

DBU Jyllands disciplinærudvalg idømte på baggrund af indberetningen og oplysninger fra de involverede klubber spilleren karantæne fra al fodbold under DBU Jylland frem til den 19. februar 2027. Nørager BK er desuden taberdømt 0-3 og tildelt en bøde på 2.000 kroner for at være skyld i kampens afbrydelse.

Se video: