Kvinde dræbt efter bil torpederede parcelhus – nu kommer bilist til at tilstå, siger Mette Grith Stage
En sovende kvinde døde, da en 20-årig mand kørte ind i et parcelhus i Tilst en sen aften i juni.
Efter en voldsom ulykke i Tilst i juni vil en ung bilist erklære sig skyldig over for en dommer.
Det oplyser den 20-årige mands forsvarer, advokat Mette Grith Stage, til Ritzau.
Sagen vil blive afgjort som en tilståelsessag i retten den 7. oktober.
Forbrydelsen skete tæt på midnat 23. juni. Mens politiet forsøgte at stoppe ham, ræsede bilisten med høj fart ind i et parcelhus. En 64-årig kvinde mistede livet.
Bilisten vil tilstå trafikdrab, som er en relativt ny bestemmelse i straffeloven, der trådte i kraft i februar.
Den handler om tilfælde, hvor en person dør i forbindelse med for eksempel særligt hensynsløs kørsel.
Med lovændringen har Folketinget ønsket at straffe de allergroveste færdselssager med dødelig udgang hårdere end tidligere. Straffen skal øges med 33 procent.
Ifølge den oprindelige sigtelse var farten oppe på 109 kilometer i timen på et sted, hvor man højst må køre 50.
Politiet var blevet kaldt ud på grund af meldinger om hasarderet kørsel, men den 20-årige ville ikke overgive sig.
Tidligere har det været fremme, at hans passagerer råbte til ham for at få ham til at stoppe, hvilket han dog ikke erindrer.
At sagen afgøres med en tilståelse i retten, indebærer blandt andet, at der ikke skal føres vidner eller ske en omfattende bevisførelse.