Tæskehold sparkede, ydmygede og trampede på 17-årig, før han blev tvunget i bagagerum
Der er nu afsagt dom i en voldsom sag, hvor 11 personer i fællesskab udsatte en 17-årig dreng for grov vold.
11 personer mellem 18 og 31 år blev 9. oktober idømt fængselsstraffe for i foråret 2025 at have frihedsberøvet en 17-årig dreng og udsat ham for grov vold.
Ni ud af de 11 fængslede er fra Favrskov Kommune.
Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Volden begyndte på Stationspladsen nær banegården i Viborg om aftenen 19. april 2025.
Her var en 17-årig dreng blevet bedt om at mødes med en 17-årig bekendt, men da han omkring klokken 21.30 ankom til Stationspladsen, var der hurtigt mange omkring ham, og han fik adskillige knytnæveslag på kroppen og i hovedet, han fik sprøjtet peberspray i øjnene, og da han faldt til jorden, blev han gentagne gange sparket og trampet på.
Efterfølgende blev den 17-årige tvunget ind i et bagagerum og kørt til et nærliggende skovområde, hvor han blev udsat for yderligere vold, trusler og ydmygende behandling. De 11 personer kørte sammen i tre forskellige biler mellem de forskellige gerningssteder.
Fire af de 11 dømte, en nu 20-årig mand og tre nu 18-årige mænd, er desuden fundet skyldige i fortsat frihedsberøvelse og dernæst røveri ved igen at have tvunget drengen ind i bilen og derefter have kørt ham til hans hjem, hvor de tvang ham til at finde og udlevere værdier til de fire nu dømte, før de kørte retur til skovområdet med deres offer.
Ikke alle de 11 dømte var aktive i selve voldsudøvelsen. Alligevel er de fundet skyldige, da retten fandt det bevist, at alle havde en medvirkende rolle, og at der var handlet efter forudgående aftale eller fælles forståelse, skriver Midt- og Vestjyllands Politi.
»Jeg er meget tilfreds med, at retten var enig med anklagemyndigheden i, at alle de 11 tiltalte havde en strafbar rolle, selv om ikke alle var med til at begå selve volden. Retten lagde vægt på, at der var flere særdeles skærpende omstændigheder, og det afspejler strafudmålingen også,« siger senioranklager Iben Ernst Bøttker i pressemeddelelsen – hun har ført sagen for anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.
De 11 dømte fik tilsammen 19 års ubetinget fængsel fordelt på straffe mellem ét år og tre måneders fængsel og to år og tre måneders fængsel.
Derudover valgte retten at følge anklagemyndighedens påstand om at udvise en 29-årig mand fra Hammel. Han er udvist med indrejseforbud for bestandig.
læser
lige nu