68 børn over hele landet blev ifølge tiltale ofre for mands krænkelser
Politiet opfordrer forældre til at læse om, hvordan sextortion undgås. Byret i Svendborg skal afgøre stor sag.
68 børn over hele landet er blevet udsat for grooming og såkaldt sextortion. Det hævder anklagemyndigheden i en straffesag mod en 25-årig fynsk mand.
Den omfattende sag drejer sig om påståede forbrydelser mod børn, hvoraf de fleste var mellem 11 og 14 år, oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Under kontakt på Snapchat eller på hjemmesiden OmeTV lykkedes det for manden at få børnene til at udføre seksuelle handlinger på sig selv. Imens kiggede manden med fra sin skærm, hævdes det.
OmeTV kaldes af politiet for en chatroulette, hvor man hele tiden får nye chatpersoner frem.
Sextortion er en form for krænkelse, hvor gerningspersonen truer offeret med at offentliggøre billeder eller film.
Den 25-årige nægter sig skyldig.
Straffesagen vil strække sig over en stribe retsmøder, hvoraf de fleste vil være lukket for offentligheden, oplyser Fyns Politi. Dommen ventes til december.
Det er ikke kun børn, der er nævnt i anklageskriftet. I nogle tilfælde er der begået seksuelle handlinger med dyr.
Siden marts 2025 har han siddet varetægtsfængslet under politiets efterforskning. Retssagen indledes tirsdag 20. oktober ved Retten i Svendborg.
Det er kun lykkedes politiet at få identificeret omkring halvdelen af ofrene, nemlig 27 ud af de 68. De fleste er fra Danmark.
Sådan forebygger du sextortion
I forbindelse med omtale af sagen anbefaler politiet forældre, at de på politiets hjemmeside læser om, hvordan sextortion kan forebygges.
De gode råd er:
- Tænk altid over, hvem du kommunikerer med: Vær kritisk over for, hvem du kommunikerer med, og gør ikke noget, du ikke har lyst til. Overskrider nogen dine grænser, så sig fra.
- Stop kommunikationen og bloker: Bliver nogen ubehagelige over for dig og truer dig, så stop kommunikationen og bloker personen.
- Giv aldrig efter: Hvis du oplever, at nogen afpresser eller truer dig, så er det vigtigt, at du ikke giver efter og giver den, der presser dig, det, vedkommende beder om. Lad være med at dele mere eller betale noget.
- Anmeld til politiet: Det er vigtigt, at du anmelder til politiet, hvis nogen truer dig med at offentliggøre billeder af dig, hvor du er nøgen eller i en seksuel situation.
Snapchat er populært blandt børn, viser en undersøgelse, som Red Barnet har foretaget.
Organisationen oplyser, at 38 procent af børn mellem ni og 12 år er på Snapchat. Det gælder 69 procent af børn mellem ni og 17 år.
I et interview har en pige ifølge Red Barnet fortalt, hvordan hun og veninderne som otte-niårige i en sfo så OmeTV på storskærm. Pludselig dukkede en onanerende mand frem på skærmen.
læser
lige nu