To røg i totterne på hinanden på stationen. Politiet fik dem ikke til at falde ned
En anmeldelse om slagsmål på stationen i Grenaa udviklede sig onsdag aften til en sag med flere sigtelser mod en 23-årig mand, der blandt andet blev taget med en kniv.
Klokken 20.18 blev en patrulje fra Østjyllands Politi sendt til stationen i Grenaa, hvor to personer ifølge en anmeldelse var kommet op at slås.
På stedet traf betjentene to mænd, der begge virkede påvirkede. Den ene havde flere synlige skader, og da politiet forsøgte at tale med ham, reagerede han ved at komme med knapt så venlige bemærkninger til betjentene, skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Manden, der er 23 år og fra lokalområdet, blev derfor sigtet for fornærmelig tiltale.
Politiet bad derefter begge mænd om at forlade stedet, men på vej væk var der igen optræk til slagsmål.
Det fik betjentene til at anholde den 23-årige, som samtidig blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Heller ikke anholdelsen forløb uden problemer. Manden modsatte sig – og blev derfor sigtet for endnu et forhold.
Ved den efterfølgende visitation fandt betjentene desuden en kniv på ham. Det udløste en sigtelse for overtrædelse af knivloven.
Kniven blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion, mens den 23-årige blev kørt til politistationen til afhøring.