Fortsæt til indhold

JP-journalister hædret for »Når børn dræber børn«

Serien blev lørdag aften hædret med Graverprisen af Foreningen for Undersøgende Journalistik.

Samfund
jro

Graverprisen blev lørdag uddelt til Jyllands-Postens Morten Pihl, Helene Kristine Holst, Lea Katrine Dam og Asbjørn Kjærgaard-Pedersen.

Det skriver Jyllands-Posten.

Årsagen til hæderen – og modtagelsen af en af de helt store priser i dansk journalistik – er podcast- og artikelserien »Når børn dræber børn«.

»Det er en kæmpe hæder, og vi er så stolte af vores hold og vores journalistik,« siger Lars Nørgaard Pedersen, chef for Jyllands-Postens gravegruppe.

Foto: Amalie Mørk Haun

Jyllands-Posten har i serien over flere måneder fulgt den unge Vito fra Grenaa, som – efter at have slået en jævnaldrende ihjel – afsoner for drab på en sikret institution.

»Journalisterne er ikke bange for den kompleksitet og de nuancer, som de forfærdelige sager rummer, når børn dræber børn. Og de giver os adgang til et - for de fleste - ukendt miljø: Tankerne hos en 15-årig drabsmand. Det er journalistik, som bliver siddende længe efter, at man er færdig med at lytte eller læse. Det er journalistik, som man bliver klogere af. Og det er undersøgende journalistik, når det er allerbedst,« skriver Foreningen for Undersøgende Journalistik som begrundelse for, at det i sidste ende blev de fire journalister fra Jyllands-Posten, der løb med prisen.

Udover Graverprisen uddeler Foreningen for Undersøgende Journalistik også Metodeprisen, Aktualitetsprisen og Formidlingsprisen. Vinderne af priserne blev valgt af en fagjury på baggrund af i alt 11 nominerede projekter.