Justitsminister på byvandring efter tragisk knivdrab
Peter Hummelgaard besøgte Grenen i Dalstrup og gerningsstedet for knivdrab, der kostede 15-årig dreng livet i Grenaa.
Det gik mere stille af sig i Grenaa end da han 1. maj måtte kæmpe for at få ørenlyd i Fælledparken i København, da justitsminister Peter Hummelgaard fredag formiddag gæstede Norddjurs. Først med et besøg på Region Midtjyllands ungdomsinstitution Grenen i Dalstrup og siden med en kort byvandring i Grenaa, hvor der blev sluttet af foran Grenaa Station, der søndag 26. november blev til et gerningssted, da en 15-årig dreng blev dræbt med kniv af en ligeledes 15-årig dreng.
Hvor der i Fælledparken blev buhet og larmet, så var der i Grenaa ingen problemer under justitsministerens korte besøg. Et større følge af borgmester, udvalgsformand, kommunalt ansatte og repræsentanter for Østjyllands Politi var med på gåturen, der blev indledt ved Grenaa Kirke på Torvet og rundet af ved Grenaa Trafikterminal, hvor den tragiske begivenhed fandt sted - og som nu er resulteret i et anklageskrift for drab eller subsidiært vold med døden til følge.
Det betyder meget for mig at høre, hvad der er sket lokalt efter den triste sag, som nu snart kommer for domstolenPeter Hummelgaard
Det store følge fortalte på turen justitsministeren om, hvordan der er reageret efter knivdrabet og om det kriminalpræventive arbejde, der blev sat i værk.
Peter Hummelgaard takkede ved gåturens begyndelse for, at mange havde sagt ja til at få brudt op i deres hverdag, ”fordi cirkus kommer til byen”.
»Det betyder meget for mig at høre, hvad der er sket lokalt efter den triste sag, som nu snart kommer for domstolen, så det er jeg glad for, at I har taget jer tid til,« sagde ministeren.
Stationen er for rejsende
Han blev orienteret om, at man fra kommunalt hold gerne ser, at stationsområdet kun bruges af folk, som skal rejse til eller fra Grenaa. Og ikke som et sted, hvor unge vælger at opholde sig for at undgå voksnes opsyn - og måske drikke alkohol, ryge hash og skabe utryghed i området - som det skete i en længere periode op til knivdrabet.
»Vi har fra Ung Norddjurs haft medarbejdere til at patruljere på stationsområdet og tage en snak med de unge på stedet. Nu bliver det varmere og så vil vi gerne guide de unge ned til Anlægget, så de ikke laver utryghedsstemning på stationen. Vi har også haft mange snakke med forældre og fortalt, at stationen ikke er et godt sted for de unge at samles,« fortalte ungdomskonsulent Peter B. Nielsen.
Her fulgte Peter Hummelgaard op med et spørgsmål til, hvordan Ung Norddjurs mere konkret havde grebet opgaven an - efter at knivdrabet havde chokeret lokalsamfundet.
»Der har været mange initiativer i gang. Både på ledelsesplan og i forhold til børn og unge. Vi var meget til stede i starten og vi har haft fokus på unges syn på det at gå med en kniv på sig. Hvor stort er det problem i virkeligheden? Det ville vi gerne vide - og da der ikke er mange data på det, har vi selv lavet en undersøgelse, hvis resultat bliver offentliggjort på onsdag,« fortalte SSP-konsulent Keld Kristensen.
»Viste den, at knivproblemet er blevet større,« ville justitsministeren vide.
»Det er nok større, end vi havde håbet på,« svarede Keld Kristensen, der også kunne fortælle, at man sammen med Østjyllands Politi har været på besøg på skoler for at være i dialog primært med de unge i 7. og 8. klasse for at få et bud på, om de føler sig utrygge og om de oplever flere konflikter og måske trusler.
Hvis kniven er i lommen, er risikoen for stor for, at den bliver brugt på et tidspunktPeter Hummelgaard
Her fortalte Peter Hummelgaard, at regeringen blandt andet med baggrund i knivdrabet i Grenaa, foreslår en stramning af knivloven, så førstegangstilfælde straffes med en bøde på mindst 10.000 kroner.
Mange flasker skal samles
»Der skal altså samles mange flasker for at betale sådan en bøde. Det er ikke fordi vi tror, at straf i sig selv hjælper, men vi vil markere hvor uacceptabelt det er at gå med kniv, og det skal de unge forstå alvoren af. Hvis kniven er i lommen, er risikoen for stor for, at den bliver brugt på et tidspunkt,« sagde Peter Hummelgaard.
I det første halvår af 2023 er der rejst 303 sigtelser blandt unge mellem 15 og 18 år for ulovligt at besidde kniv på et offentligt sted - og det tal synes justitsministeren er alt for højt.
To hurtige spørgsmål
Avisen fik ved besøgets slutning mulighed for at stille et par spørgsmål til Peter Hummelgaard.
Hvorfor ville du gerne besøge Grenaa?
»Det ville jeg fordi min gode kollega og ven Leif Lahn Jensen - socialdemokratisk folketingsmedlem valgt på Djursland (red.) - har inviteret mig. Først til et besøg på den sikrede institution Grenen. Det har været spændende og meget tankevækkende. Jeg er vant til at besøge fængsler og andre institutioner under Kriminalforsorgen, men i Dalstrup har man fat i noget andet. Både mere udfordret i form af en sårbar gruppe, som vi fra samfundets side bør, kan og skal gøre, hvad vi kan for at hjælpe ind på en anden livsbane end kriminalitet. Og så her i Grenaa, fordi jeg op til retssagen, som kommer i gang om kort tid, ville høre nærmere om, hvordan det går i byen og kommunen med at få genetableret trygheden,« sagde Peter Hummelgaard.
Det skete lang tid før din tid som minister, men i 2005 gennemførte man en politi- og retsreform - under ledelse af daværende justitsminister Lene Espersen (K) (red.) - som kostede Grenaa dyrt. Vi havde tidligere en fuldt bemandet politistation med egen politimester og vicepolitimester. Har vi fået et bedre politi efter den reform?
»På landsplan er der ingen tvivl om, at ændringerne har haft nogle konsekvenser. I den tidligere socialdemokratiske regering havde vi mere fokus på nærhed og ville gerne have et mindre rigspoliti og mere kompetence og flere ressourcer ude i de enkelte politikredse. Derfor åbnede vi flere nærpolitistationer, og det gjorde vi en lang række steder i landet. Så det er da oplagt at se på, om vi har fået nok nærhed alle steder i Danmark.
Vi har en retsbygning i Grenaa, som ikke bruges ret meget. Ikke mange retssager finder sted her, men i stedet i retten i Randers, fordi dommerne ikke vil køre turen til og fra Grenaa. Derfor har man vedtaget en praksis, hvor der skal føres mindst fem lokale vidner for at gennemføre en domsmandssag i Grenaa, så det sker stort set aldrig. Er den centralisering i orden?
»Det er desværre et udtryk for en stor del af den centralisering, som er foregået de seneste 10-20 år, og som ikke alle steder har været til nogen gavn og nytte. Vi har lige lavet et stort forlig om domstolenes økonomi, og som betyder meget store investeringer i domstolene, og her vil det da være oplagt at se på, om man udnytter den retskapacitet, der er. Vi mangler faktisk retssale, og det vil da være oplagt, at man også benytter sig af den kapacitet, der er her i byen,« sagde Peter Hummelgaard.
Ministerens reaktion smittede straks af på hans partifælle, Djurs Kredsens folketingsmedlem Leif Lahn Jensen fra Grenaa.
»Det følger jeg op på i Folketinget,« sagde han til avisen.