Brand i snedkerværksted: »Vi fik pillet tagplader af og kontrolleret bygningens konstruktioner«
Østjyllands Brandvæsen hastede 22. oktober til brand i et snedkerværksted.
Et snedkerværksted brød torsdag 22. oktober i brand på Skjoldsbjergvej lidt nord for Skjørring.
Østjyllands Brandvæsen hastede klokken 12.09 til branden og fik den hurtigt under kontrol, fortæller Anders Fonnesbæk, der er operationschef hos Østjyllands brandvæsen.
»Branden var ikke så intens, som det i første omgang lød. Vi fik pillet nogle tagplader af og kontrolleret bygningens konstruktioner,« siger operationschefen.
Brandbiler og mandskab kunne derfor relativt hurtigt sendes hjem stille og roligt, og brandvæsnet forlod helt stedet omkring klokken 14.45.
Ingen personer er kommet til skade ved branden, der formentlig er opstået i forbindelse med et jordvarmeanlæg.