Fortsæt til indhold

62-årig ventede på kvinde på sti og slog hende flere gange med knytnæve. Da politiet kom, pegede hun mod en lejlighed

Det var ikke det helt store problem for politiet at få fat på den mistænkte gerningsmand.

Krimi
jro

En 51-årig kvinde blev onsdag morgen overfaldet af en 62-årig mand, der havde ventet på hende på et stisystem i Grøfthøjparken i Viby J.

Manden skubbede kvinden omkuld og slog hende flere gange med knyttet næve.

Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 07.35 og sendte en patrulje til stedet, hvor betjentene traf den 51-årige kvinde, som var rystet og havde pådraget sig mindre skader.

Kvinden kunne udpege en lejlighed i nærheden, hvor den formodede gerningsmand boede.

Da betjentene bankede på hos den 62-årige mand, erkendte han, at der havde været en episode tidligere på morgenen.

Ifølge politiet forklarede manden, at han mente, kvinden havde taget en telefon fra ham.

Derfor havde han ventet på hende på stien, hvor han skubbede hende omkuld og slog hende flere gange.

Den 62-årige blev anholdt, sigtet for vold og kørt til politistationen.