En efterårssøndag for voksne og børn
Den står på høstgudstjeneste og efterårsaktiviteter på Vestermølle.
Søndag 17. oktober kl. 10 til 16 er der æbledag på Vestermølle, hvor man kan medbringe sine egne æbler og få dem presset til most. Husk emballage til mosten.
På gårdspladsen og i et lokale er der stande med strik, pileflet, garn, syltetøj, keramik, Aloe Vera, og meget andet.
For børn er der mulighed for at male korn ved små kværne .Hvis man hellere vil se den store mølle inde i møllehuset arbejde, bliver den sat i gang et par gange i løbet af dagen.
Børn og voksne kan udskære græskar, bage pandekager over bål, skyde med pile efter æblet på Wilhelm Tells hoved, køre med små og store traktorer samt andre lege. I madteltet kan der købes æbleflæsk, kaffe og æblekage.
Høstgudstjeneste i det fri
Kl. 14 er der høstgudstjeneste foran den smukke Riddersal og i naturens grønne omgivelser. Ved dårligt vejr afholdes gudstjenesten dog inde i Riddersalen.
Sognepræst Inge-Gerd Terpager Staal holder høstgudstjenesten. Alle børn inviteres til at bære høsten til alters.