Dialog om tro mellem kulturer
Der er trosdialog om mødet mellem migranter og danskere i folkekirken i Lystrup Kirke.
I bydelen Gellerup i det vestlige Aarhus er kulturel og religiøs mangfoldighed et vilkår. Bydelen huser mere end 60 forskellige nationaliteter og et af landets laveste folkekirkemedlemstal.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Lystrup Kirke, hvor man kan deltage i foredraget ”Trosdialog om mødet mellem migranter og danskere i folkekirken” ved Laura Bjørg Serup Petersen cand.theol. og ph.d.-studerende torsdag 24.februar klokken 19.30.
Fredens hus
Gellerup Kirke og Fredens Moské har gennem mange år faciliteret samtaler og samarbejder mellem mennesker af forskellig kultur og religiøs overbevisning, f.eks. i dialoggrupper og besøgsaftener i kirken og moskeen.
»Gellerup undergår i disse år store byplanlægningsmæssige forandringer. I disse forandringer erfarer vi i kirken og moskeen, at vores samtale og samarbejde har en væsentlig plads i at gøre Gellerup til et samfund for vores fælles bedste.«
Gennem et nyt initiativ, ”Fredens Hus”, skaber de en platform for at bygge tillidsfulde relationer gennem samtale om det fælles og det forskellige, samt at samarbejde om fælles anliggender i vores bydel.
I foredraget vil Laura Bjørg Serup Petersen belyse dialogens muligheder og udfordringer i Gellerup sammen med en dialogpartner fra Fredens Moské.