Franskmanden Christophe Blanc udstiller på V58
Galleri V58 præsenterer Christophe Blancs malerier med ensomme og festlige mennesker i hans anden soloudstilling på galleriet.
Galleri V58 blænder nu op for ny soloudstilling med den franske kunstner Christophe Blanc (f. 1968).
Udstillingen som har titlen ’Lights and Shadows’, er Blanc’s anden soloudstilling på galleriet, skriver de i en pressemeddelelse.
Teknisk benytter Blanc sig af grove strøg, mættede jordfarver og stilren stilistisk.
Baggrundene er simple, så personerne kan træde frem, og kunstneren lader således menneskets identitet være centrum for sine værker. Blanc blander realisme og ikke-steder og skaber en helt unik verden, som både er langt fra men samtidig i direkte forbindelse med vores egen.
Kigger på os
Midtpunktet i Blancs malerier er de udtryksfulde karakterer.
De befinder sig i scenarier af både ensomhed og opstemthed; alene eller i festlige grupper. De står, sidder, drikker eller synger i kor – overfor os.
Malerierne kortlægger de menneskelige følelser og udtryk med udgangspunkt i de karakteristiske personer. De er på én gang anonyme og særegne i deres udseende, hvilket skaber en dynamisk kontrast: De ligner alle hinanden, men er alligevel helt deres egne.
De kræver vores opmærksomhed, når de kigger direkte på os.
En samfundsdimension
Kunstneren mener, at beskueren selv skal fortolke maleriets udtryk, men lægger ikke skjul på, at malerierne også har en samfundsdimension.
Særligt malerierne, som afbilleder vand, skal repræsentere den kritiske politiske og klimatiske situation; havene stiger både i konkret og overført forstand. Karaktererne i malerierne reagerer forskelligt på disse kendsgerninger ved enten at befinde sig i kontemplativ stilhed eller at tage afstand i en hedonistisk rus.
Udstillingen slutter 2. april.
Der er fernisering for alle interesserede 12. marts klokken 13-15, kunstneren vil være til stede på dagen.