Fortsæt til indhold

Foredrag med Daniel Rye åbner nyt samarbejde mellem Aarhus-kirker

Fotograf Daniel Rye, der var gidsel af Islamisk Stat i over et år, samler gamle og unge til foredrag i kirkefællesskab.

Kultur og byliv

”På kanten af…” lyder overskriften på en foredragsrække arrangeret af en række sogne i det sydlige Aarhus.

Gruppen af kirker, der har slået sig sammen under fællesbetegnelsen `Kirkekløver – sammen på tværs´, består indtil videre af Viby-, Ormslev-, Ravnsbjerg- og Fredenskirken. Ideen er at arrangere vedkommende aktiviteter, som henvender sig til både unge og gamle, skriver de i en fælles pressemeddelelse.

Daniel Rye åbner

Kirkekløver præsenterer som deres første arrangement foredraget ”På kanten af mørket” med fotograf Daniel Rye.

Daniel Rye kender om noget mørket, idet han har været gidsel hos islamisk stat i 13 måneder.

Foredraget tager udgangspunkt i Ryes programserie på DR2, hvor han taler med mennesker, der er i dyb krise, skal finde deres vej ud af mørket – og skal lande i en ny og forandret tilværelse.

Senere på året følger foredrag med forfatter Stine Pilgaard, forfatter og journalist Nanna Hyldgaard Hansen og forfatter Jens Christian Grøndahl, der alle taler over temaet ”På kanten af…”

Kirkekløver har et mål om at udvide samarbejdet til også at inkludere andre arrangementer end foredrag og skabe yderligere fællesskaber på tværs af livsfaser, aktører og sognegrænser.

Det første foredrag med Daniel Rye foregår 8. marts klokken 19.30 i Viby Sognegård.

Billetter på Viby kirkes hjemmeside, i sognegården eller i døren, hvis der ikke er udsolgt.