Arkitektur med karakter på Museum Ovartaci
Ovartaci med flere er af arkitektstuderende blevet fortolket som stole.
Hvordan indfanger man en personlighed og omsætter karaktertrækkene arkitektonisk? Udstillingen ”Transformation” viser med afsæt i fire filmkarakterer, hvordan forskellige personligheder og karaktertræk i form af adfærd og handlingsmønstre kan fortolkes og omsættes arkitektonisk.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra museet.
Ovartaci som møbel
Ovartaci var på mange måder en interessant og skæv personlighed, som det kunne være interessant at omsætte arkitektonisk.
Seksten studerende fra 3. semester på Arkitektskolen Aarhus har efter et besøg på Museum Ovartaci gennem efteråret 2021 arbejdet intenst med filmkarakterer som John Merrick (Elefantmanden, David Lynch), Annie Wilkes (Misery, Stephen King) og Carol (Repulsion, Roman Polanski).
Hovedpersonernes karaktertræk er blevet udforsket og analyseret, og efterfølgende transformeret i en designproces, hvorved der er skabt stole og plantegninger til lejligheder baseret på de personlige karaktertræk.
”Transformation” viser de færdige stole samt refleksionerne og processerne bag tilblivelse af såvel stole som tegninger af lejlighederne.
Udstillingen åbner 3. marts og kan opleves frem til 2. april på Museum Overtaci, Museum for kunst og psykiatri.