Fortsæt til indhold

Kunstauktion hos Gallo

Galleri Gallo holder sin årlige kunstauktion lørdag 12. marts.

Kultur og byliv

Galleri Gallo er også flyttet fra Psykiatrisk Hospital Risskov. Men de holder fast i traditionerne – og afholder kunstauktion, skriver de i en pressemeddelelse.

Auktionen løber af stablen lørdag 12. marts klokken 14-17. Der er gennemsyn klokken 13-14.

Auktionen bliver i år afholdt i Aarhussalen, Sct. Knuds Torv 3, 1. sal, Aarhus C.

Mange værker

150-200 værker kommer under hammeren. Det være sig tegninger, skulpturer, grafik, akryl- og oliemalerier.

Værkerne er indsamlet gennem udstillingerne i Galleri Gallo. Og ved generøse donationer. Af kunstnere, som har værker med på auktionen, kan nævnes Conny Maxwell, Ulf Larsen og Louise Volsted Pedersen.

Maleri af Ole Juhl Østergaard.

Dynamisk Galleri

Galleri Gallo blev stiftet i 1980 af tidligere overlæge og psykiater Johannes Nielsen (1924 – 2017).

Galleriet udstiller fortrinsvis værker af psykisk sårbare kunstnere. Men psykisk raske er også velkommen til at udstille.

Galleriet er dynamisk – og lidt skråt og skævt. Her mødes man af kunst og kunstnere, som udfordrer samfundets holdninger og evt. fordomme omkring psykisk sygdom.

»Vi håber, folk har lyst til at deltage i kunstauktionen, da det plejer at være en hyggelig og fornøjelig eftermiddag. Hvor meget god kunst bliver solgt,« udtaler Galleriet i pressemeddelelsen.

Det indtjente beløb går til Gallo Aktiviteterne.