Fortsæt til indhold

Gnistens Unge åbner dørene for musikalsk hyggeaften

Tag dit eget instrument med eller kast sig over et af de mange brætspil, når der er hyggeaften 21. april.

Kultur og byliv
gs

Spillestedet Gnisten i Ry har et meget aktivt ungdomsudvalg, der nu er klar med en ny type arrangement.

Vi har sørget for, at der er trommer, keyboard og forstærkere, men man må selv selvfølgelig meget gerne tage sit eget instrument med, uanset om man spiller guitar eller klarinet.
Anton Vind, Gnistens Unge

Gnistens Unge inviterer nemlig andre unge indenfor til en aften med musik, brætspil og hygge. Det foregår torsdag 21. april kl. 18-22 i Gnisten på Møllevej 22 i Ry. Her vil der være café og åben scene, hvor unge musikere kan give et nummer eller to.

Man møder bare op

»Der er ingen tilmelding, men man må meget gerne trykke ”deltager” på den Facebook-begivenhed, vi deler. Man møder bare op, og der er gratis adgang. Vi har sørget for, at der er trommer, keyboard og forstærkere, men man må selv selvfølgelig meget gerne tage sit eget instrument med, uanset om man spiller guitar eller klarinet,« siger Anton Vind fra Gnistens Unge i en pressemeddelelse.

Man kan også bare kaste sig over brætspil, da ungdomsudvalget har indkøbt en masse forskellige brætspil samt raflebægre, kort og terninger. Der er mulighed for at købe sodavand, øl eller snacks.

Aldersgruppen er fra folkeskolens afgangsklasser til gymnasieelever og unge i begyndelsen af 20’erne, og flere af Gnistens Unge vil selv være til stede, så man kan få sig en snak med dem.

»Hvis man har lyst til at være med i Gnistens Unge, så kom og tag en snak med os,« siger Anton Vind.

Gnistens Unge har allerede arrangeret koncerter, og de unge planlægger også flere andre begivenheder i stil med den musikalske hyggeaften 21. april.