Fortsæt til indhold

Slønglerne indtager byen på lørdag

Oplev blandt andet Thomas Skov, Katrine Bille og Anders Kofoed, når Store Sløngeldag løber af stablen lørdag 21. maj.

Kultur og byliv
gs

I 1971 sagde Ole Lund Kirkegaard: Der er perioder i livet, hvor man ikke kan lege, fordi man er deprimeret eller noget andet, men så længe man har glæde af at lege, så skal man altså gøre det. Og man skal blive ved med og presse sig selv til at gøre det. På den måde bevarer man sin barnlighed, lige indtil man sidder og drikker sin brændevin på alderdomshjemmet.

»Di Heslige Slønglers Klup er bestemt af samme mening. Derfor ser vi med forventning hen mod kulminationen på Sløngeluge 20 lørdag 21. maj, hvor vi tilbyder publikum et – efter vores mening – flot, alsidigt og spændende program, der afvikles tre steder – nemlig i Kulturhuset, i Byparken og på Kulturtorvet,« fortæller slønglerne i en pressemeddelelse.

Kendte gæster

Di Heslige Slønglers Klup skyder årets Store Sløngeldag 21. maj i gang med åbningstale i Kulturhuset af forfatter og tv-vært Thomas Skov. Traditionen tro synger Spirekoret også til åbningen med herlige sange om Lille Virgil og Hodja – og synger for til fællessang.

Kl. 11 kan publikum møde Katrine Bille, som er kendt af de fleste børn som vært på programmer som ”Lille Nørd”, ”Luk op, luk i” og ”Sommer i Ramasjang”. Senest har Katrine Bille udgivet bogen ”Jorden rundt med Katrine”, som indeholder fantastiske illustrationer og lege, tekster og beretninger fra Katrines rejse jorden rundt.

Kl. 12.30 kan man opleve Anders Kofoed i Store Sal. Anders ved rigtig meget om dyr, ja nærmest ALT om dyr, og han elsker at fortælle. Mon publikum ved, at superhelte fra tegneserier er inspireret af de superkræfter, som kryb ude i naturen har? Og at det faktisk er krybene, der har de ægte superkræfter? Det er de kryb, Anders kalder ’superkryb’. Ét af dem kan endda sprøjte med lim, et andet kan klone sig selv, og et tredje er udødeligt... jo, den er faktisk god nok.

Katrine Bille, der er kendt fra blandt andet 'Lille Nørd' kan opleves i Kulturhuset kl. 11. Pressefoto

Sjov i Byparken

I Byparken inviterer Kluppen blandt andet til Drengestreger – også for piger med et væld af aktiviteter hele dagen. Med en Modighedsseddel i hånden kan børnene prøve sæbekasseløb, drikke trylledrik, finde guld ved Sultanens slot, kaste med remoulademadder og give Orla en mavepumper og meget mere.

Traditionen tro gæster Cirkus Fyr & Flamme Sløngeldage, hvor Cirkus-Jens og alle hans firbenede artister er klar med ægte gøgl.

Cirkustruppen Volantes, som består af tre unge artister, begejstrede publikum til Sløngeldage 2021. Sløngelkluppen har været så heldige at få fat i dem igen i 2022, hvor de skal optræde med artisteri, boksning og andet gøgl. Gruppen optræder bl.a. på Kulturløberen med uddrag fra deres show Slabam, som er en energifyldt, tragikomisk og forbløffende forestilling.

På kulturtorvet

Igen i år kan publikum lytte til dejlig musik flere steder. Musikteltet Ørepinen forkæler publikums øregange med lokale toner på musikscenen. Her kan man blandt andet opleve bands fra Kulturskolen Skanderborg, Klubben Skovby Mosegaard, RAM (Rys Alternative Musiksmedje) samt gårdmusikanter og meget andet.

Uden mad og drikke du´r Slønglen ikke. Har publikum glemt madpakken, vil der være fine muligheder for at finde mad til mere end fornuftige priser i Café den Blå Havkat. Desuden åbner Kluppen i 2022 en Slagder-bod, hvor man kan købe en pølse fra grillen. En anden ny bod er Det lille konditori i Byparken med forfriskninger, snacks og ikke mindst skumfiduser til bålet

Og selvfølgelig er Kafe K også altid et besøg værd, tilføjer sløglerne.