Fortsæt til indhold

Instruktør i Hinnerup Garden modtager flot pris

Årets Herbert Møller Prisen er uddelt. Den går til en person, som har gjort noget helt særligt for brass band-miljøet i Danmark.

Kultur og byliv
csj

Michelle Søndergaard Knudsen fra Trige har netop modtaget Herbert Møller Prisen, som den hidtil yngste modtager.

Prisen gives til en person, som har gjort noget helt særligt for brass band-miljøet i Danmark. Den blev uddelt for 9. gang til Aalborg Musikkonkurrence. Denne gang blev den overrakt af kulturministeren.

Michelle Søndergaard Knudsen modtager blandt andet prisen, fordi hun er instruktør i Hinnerup Garden, hvor hun underviser grundskole og juniorer og også selv er aktiv musiker. Hun underviser også på Hinnerup Sommerskole, FDF’s orkesterkurser og masser er øveweekender rundt omkring.

Desuden er hun ansat på Aarhus Musikskole og Rudolf Steiner Skolen. Begge steder underviser hun blæser-elever. Hun er også formand for Århus Brass Band og er leder af Det Danske Ungdoms Brass Band, som er ungdomslandsholdet for messingblæsere fra 15-22 år.

Endelig er hun medlem af bestyrelsen i landsorganisationen Dansk Amatørorkester Forbund.

»Hun er således kendt og respekteret for at arbejde med ”fødekæden” inden for messing-musikken. En fritidsinteresse, som har trange kår i disse år,« lyder det i en mail til redaktionen fra Dorthe Pieper, der er formand i Hinnerup Garden – hun fortsætter:

»Hinnerup Garden nyder godt af hendes evner. Hun har været med os rundt på skoleaktiviteter den seneste måned. Det har ført til, at vi i går havde besøg af 20 børn, som har lyst at være med i garden.«