Fortsæt til indhold

Kom tilbage på revyscenen og overraskede alle: »Vi er alle meget glade for at se Lisbet igen«

Lisbet Dahl blev hyldet søndag til det sidste show i sæsonen for Cirkusrevyen.

Kultur og byliv
am

34 sæsoner har Lisbet Dahl haft med Cirkusrevyen, derfor er hun også for mange indbegrebet af den populære revy. Mange troede dog, at den folkekære skuespiller havde stået på scenen på Dyrehavsbakken for sidste gang.

For Lisbet Dahl måtte tilbage i maj trække sig kort inden årets udgave af revyen - hvilket skulle have været hendes sidste gang i manegen. På den måde blev det ikke det ønskede farvel til Cirkusrevyen, idet at hun kort inden premieren i år måtte trække sig på grund af corona-senfølger.

Men søndag eftermiddag overraskede Lisbet Dahl så alt og alle i salen, da hun som afslutning på forestillingen gik på scenen og fik en velfortjent hyldest af publikum og holdet på scenen for hendes mange år i revyen.

Det skriver Cirkusrevyen i en pressemeddelelse.

Her sagde revyens direktør Torben ”Træsko” Pedersen tak til Lisbet Dahl for hendes store betydning for Cirkusrevyen og sluttede i ren Cirkusrevy-tradition hyldesten af med visen ”Så kender jeg mit Klampenborg”, hvor Lisbet Dahl og Torben ”Træsko” sang for.

»Jeg er enormt glad for, at Lisbet i dag kunne komme på scenen og modtage publikums velfortjente hyldest. Vi er alle meget glade for at se Lisbet igen, og det var en stor fornøjelse at se publikums reaktion, da Lisbet overraskede alle i salen, så vi kunne sige tusind tak for 34 fantastiske sæsoner i teltet,« siger direktør Torben Pedersen.