Aflyser alt: Lægen har nedlagt forbud mod, at Johnny Madsen optræder
Johnny Madsen er plaget af senfølger af coronavirus.
Havde man billetter til at opleve sanger og levemand Johnny Madsen på slap line i efteråret, så kan man godt skyde en hvid pil efter det.
For den 71-årige vestjyde skulle have leveret en foredragsrække i oktober og november, men den er nu blevet aflyst. Det oplyser arrangøren Tikko til Ekstra Bladet.
Det er anden gang Johnny Madsen aflyser foredragsrækken på grund af helbredsproblemer. Første gange røg efterårsturnéen på grund af rygproblemer, nu er det senfølger af corona, der holder sangeren væk fra scenen.
I en mail oplyser han, at han bliver svimmel og hurtigt træt, og at hans læge har nedlagt forbud mod, at han stiller sig på en scene.
»Det er meget mod min vilje, at jeg nu har måttet skuffe de mange mennesker i hele landet, der havde købt billetter. Men jeg lytter til min kloge doktor, og så vender jeg tilbage, når jeg ikke længere går rundt som en anden sømand i høj sø,« lyder det fra sangeren.
Har man billetter til arrangementet får man sine penge retur.