»Var det dig?«: Puks veninde nærmest kvæstet
Veninden slog hovedet voldsomt.
»Min veninde styrtede på trappen ned mod s-tog og slog hovedet voldsomt,« sådan starter tv-vært Puk Elgård et opslag på Instagram.
For på vegne af sin veninde, der kom galt afsted på Østerport Station i København, leder hun nu efter den fysioterapeut og den sygeplejerske, der hjalp.
»Var det dig?« spørger tv-værten i et opslag, der i skrivende stund har fået 2.328 likes.
»Hun ønsker at sige tak og få lidt mere klarhed over forløbet. Håber, vi kan finde de to hjælpere. (også gerne den kvinde der ringede efter ambulancen. ) tak fordi i deler,« skriver Puk Elgård.
Hændelsen skete sidste torsdag - 3. november - på Østerport Station kl. 16.45.
Er man personen, der hjalp til, eller kender man personen eller personerne, så skriver Puk Elgård, at man kan skrive til hende på Instagram.