Fortsæt til indhold

Mand anholdt - truede med at sprænge sig selv og sin bil i luften

Fyns Politi har torsdag kl. 16:41 anholdt en 46-årig mand fra Svendborg.

Krimi
am

En mand er nu anholdt for bombetrusler i Svendborg.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Tidligt torsdag morgen truede manden med at sprænge sig selv og sin bil i luften på en parkeringsplads ved Ryttervej 67 i Svendborg, oplyser politiet, der i løbet af torsdagen har været massivt til stede på adressen.

Fyns Politi modtog anmeldelsen kl. 07:43 og rykkede derefter hurtigt til stedet, hvor et større område blev afspærret. Cirka ni timer senere - kl. 16.41 - kunne politiet så anholde en 46-årig mand fra Svendborg.

I forbindelse med anholdelsen brød den anholdte mands bil i brand, oplyser politiet. Og han pådrog sig lettere skader. Slukningsarbejdet er nu i gang på stedet.

Fyns Politi oplyser, man ingen indikationer har på, at der var andre involverede i hændelsen end den anholdte mand.

Evakuering og togtrafik

I forbindelse med afspærringen blev SG Hallen i Svendborg delvist evakueret for at give politiet i området arbejdsro. Der var i den forbindelse ikke nogen fare for de tilbageværende personer i hallen - har meldingen været fra politiet.

Indsatsen har dog givet anledning til en sikkerhedsmæssig aflysning af togdriften mellem Svendborg og Stenstrup en stor del af torsdag.

»Fyns Politi beklager de gener, det har betydet for de togrejsende. Togene kører normalt igen,« lyder det i pressemeddelelsen.

Det vil senere blive besluttet, om den 46-årige mand fredag skal fremstilles i grundlovsforhør.

Fyns Politi meddeler, at man ikke har yderligere kommentarer til sagen.