Fortsæt til indhold

Rygestop under åben himmel er en succes

Skanderborg Kommune kommer med flere rygestoptilbud og inviterer borgere, der vil kvitte cigaretterne, ud i det blå

Kultur og byliv
Arkiv

Sundhed Skanderborg Kommune udvider paletten af rygestoptilbud og inviterer alle, der gerne vil kvitte cigaretterne, ud i det blå. Gevinsten ved at flytte rygestoprådgivningen udenfor er, at man i rådgivningsforløbet bruger naturen og den friske luft som inspiration og ramme for at komme i mål med rygestoppet, skriver Skanderborg Kommune i en pressemeddelelse.

"Ser man på rygestopindsatsen i Skanderborg Kommune, er det en succes. Mere end otte ud af 10 deltagere er røgfri, når de har gennemført et rådgivningsforløb, og et halvt år efter er over halvdelen stadig røgfri. Der er stadig stor tilstrømning til forløbene - næsten 400 modtog rådgivning i 2018;" skriver kommunen.

For nogen er rygning blevet en vane. Men for langt de fleste er rygning også blevet en afhængighed. De fleste kan genkende, at cigaretten er en trofast ven, som er god at have, når det enten er rigtigt sjovt eller rigtigt svært.

Lettere at lægge cigaretten på hylden i det fri

"Uanset hvad rygningen betyder, vil man på et gruppeforløb møde andre, der kan genkende, at det ikke er bare "sådan lige" at lægge cigaretterne på hylden. Når rådgivningen foregår i naturen, er man også sammen i gruppen om andre ting. Det kan være en lille gåtur, et fælles bål, vejrets luner eller følelsen af, at der er højt til loftet."

Rygestoprådgiver Mette Reker har gode erfaringer med Rygestop i det fri. Én af hendes tidligere deltagere sagde, at det var meget nemt at få snakken i gang. Tankerne flyver på en anden måde, når man er ude. Samtidig valgte deltageren 'Rygestop i det fri', fordi deltageren ville vænne sig til ikke at behøve at ryge udenfor."

'Rygestop i det fri' foregår i naturen ved Fælleden i Skanderborg. Læs mere på skanderborg.dk.