Fortsæt til indhold

Veldrejede veganske visioner i Voerladegård-villa

Fra et industrikøkken i sit eget hus driver Mariann Juhl Skott firmaet Vegan Victoria

Samfund
Christina S. Johansen

Voerladegård Det dufter skønt, da Mariann Juhl Skott åbner døren til sit hjem i Voerladegård. Hun viser vej til kilden for den behagelige aroma.

Turen går gennem familiens eget køkken og videre til et lille industrikøkken, som hun og manden selv har istandsat, for at Mariann kunne starte sin egen virksomhed med vegansk pålæg under navnet Vegan Victoria – Victoria efter navnet på villaen.

I fredags fejrede det lille firma et år.

"Det hele begyndte jo egentlig med, at jeg selv tog springet fra vegetar til veganer for tre år siden. Der opdagede jeg, at de veganske produkter i supermarkederne ikke altid er af så høj kvalitet og sundhed, hvilket ikke passer godt til min diabetes. Så jeg måtte jo selv i gang med at finde på," siger Mariann Juhl Skott og fortsætter:

"I starten var det bare til min mand og mig, men da jeg medbragte mine postejer til noget vegansk fællesspisning, begyndte der at komme ’ordrer’: ’Når du nu alligevel er i gang, kan du så ikke lige lave lidt til mig,’ spurgte folk. Og det blev altså pludselig til mange. Det fik mig til at spekulere over, om jeg skulle kaste mig over det for alvor.”

En fantastisk frihed

Tanken blev til virkelighed. I dag fremstiller Mariann Juhl Skott to forskellige postejer baseret på grønne linser, en kikærtesalat, som smager lidt hen ad æggesalat, og endelig en nøddeåhst, som altså ikke har noget med ost at gøre, men alligevel smager ret meget af en klassisk pikantost. I øvrigt er det mindst 94 procent økologisk.

Tre dage om ugen bruger Mariann på at lave de veganske delikatesser. Hertil kommer lørdag, hvor hun er i Torvehallen i Ry med sine varer. Derudover har Mariann en deltidsstilling som kommunikationskonsulent.

Den konstellation fungerer rigtig godt, og hun er glad for at have taget springet ud i at være selvstændig.

"Hvis noget er sjovt og føles rigtig godt, så skal man også nogle gange bare gå med den følelse og se, hvad der sker, ” siger Mariann Juhl Skott, som lider af fibromyalgi, og derfor desuden har godt af ikke kun at sidde ved en computerskærm - hun ser også andre fordele:

"I forhold til akademisk arbejde er der en enorm lettelse i et køkkenarbejde som dette, for når gulvvaskeriet er overstået om aftenen, så er jobbet færdigt,” siger hun.

"Det giver jo også en fantastisk frihed at kunne arbejde herhjemme,” fortsætter Mariann Juhl Skott, der altså langt fra finder det stressende at have sit arbejde liggende i forlængelse af sit private køkken.

Interessen stiger

Ud over på markedet i Ry kan man købe Vegan Victorias produkter på en hjemmeside af samme navn.

Her kan man vælge at afhente sine varer hjemme hos Mariann Juhl Skott eller bestille til afhentning på lørdagens marked i Ry. Som noget nyt kan man også vælge levering i Skanderborg, Stilling, Hørning og Aarhus.

Generelt kan Mariann Juhl Skott mærke en øget interesse for de vaganske tilbud:

"Alene det sidste halve år er det som om, der lidt er ved at ske en sneboldeffekt. På grund af tørken i sommer var folk pludselig til at tale med. Det er jo altid kontroversielt at mene, at tingene kan gøres på en anden måde, men nu kan man få en god diskussion i gang."