Arrangør af Maratonsang: Jeg faldt i sanggryden som barn
Louis Mogensen glæder sig over, at folk strømmer til Maratonsang, som han er en af de frivillige bag
"Jeg elsker de dejlige melodier og de fantastiske formuleringer, man putter i sin mund for en stund og lader som om, de er vores," siger Louis Mogensen, der er en af fem frivillige arrangører af Maratonsang.
Han mener, at det dybest set er en vanvittig ide at synge fra morgen til aften. Ikke desto mindre elsker han det og gentager maraton-arrangementet for tredje år i træk. Og interessen for det vokser.
"Det er slet ikke til at få armene ned, fordi flere og flere vil være med. Første år var vi 2-300 deltagere, selv om der var VM i fodbold. Sidste år voksede vi ud af FO Byen og flere har vist interesse i år. Det er herligt," fortsætter Louis Mogensen.
Faldt i sanggryden
Selv faldt han i sanggryden som barn. Han har levet det meste af sit liv på højskole eller i højskoleforeningen, som han har været formand for. Det har givet ham et særdeles tæt og personligt forhold til Højskolesangbogen. Den har han været med til at redigere.
"Vi er helt høje over, at den sælger så sindssygt mange eksemplarer og er så populær. Jeg har stadig total ejerfornemmelse. Der kommer en ny næste år, og hvis nogle af mine yndlingssange ryger ud, får jeg en depression, der varer mere end en måned," ler han.
Louis Mogensen og de andre frivillige, der også er højskolefolk, oplever, at deltagerne ofte bliver imponerede over sangglæden. Det skal være gratis at opleve den, så alle stiller op uden at få noget for det. Også instruktøren Niels Malmros, skuespilleren Lone Hertz og forfatteren Dorthe Nors, der alle introducerer en række sange, de har valgt.
Dagen er inddelt i 17 runder, der hver varer tre kvarter. I en af dem kan deltagerne vælge sangene, i et andet har højskoleelever valgt deres hits og i de øvrige bliver sangene præsenteret af præster, politikere, universitets- og højskolefolk.