Fortsæt til indhold

Farmor tog prinse-titlen fra ham: Underlig oplevelse, jeg helst havde være foruden

Det er en oplevelse, jeg helst havde været foruden, siger prins Joachims ældste søn om, at han nu er greve.

Kultur og byliv
/ritzau/

23-årige grev Nikolai er stolt af, at han har været prins af Danmark.

Det siger han til flere medier, efter at han søndag officielt har mistet titlen som prins - ligesom hans søskende ikke længere er prinser og prinsesse.

»Det er en underlig følelse og en oplevelse, som jeg helst havde været foruden. Men nu er det, som det er.«

»Jeg vil resten af mit liv være stolt over de år, hvor jeg fik lov til at være prins til Danmark,« siger grev Nikolai til blandt andre B.T..

Udtalelsen kommer ifølge TV 2 via en presserådgiver for hans mor, grevinde Alexandra.

Konflikt internt

Fra søndag den 1. januar har prins Joachims fire børn ikke længere skullet tituleres som prinser og prinsesse, men i stedet som grever og komtesse af Monpezat.

Foruden Nikolai omfatter beslutningen hans søskende, Felix på 20 år, Henrik på 13 år og Athena på 10 år.

De to ældste børn har prins Joachim med grevinde Alexandra. De to yngste har han med prinsesse Marie.

Det er dronning Margrethe, der har taget beslutningen om at ændre titlerne. Men det har tilsyneladende skabt en konflikt internt i kongefamilien.

Blandt andet sagde prins Joachim, kort efter at det blev offentliggjort i september, at fratagelsen af børnenes titler var blevet fremskyndet af kongehuset, og at han havde fået at vide, at det ville ske, når de fyldte 25 år.

»Gør mig ondt«

I sin nytårstale lørdag adresserede dronning Margrethe situationen og prins Joachim og prinsesse Maries forhold til resten af kongehuset.

»Jeg omfatter hele min familie med stor kærlighed til alle tider. Vanskeligheder og uenighed kan opstå i enhver familie, også i min,« sagde dronningen.

Hun tilføjede, at hele landet har været vidne til vanskelighederne.

»At forholdet til prins Joachim og prinsesse Marie er løbet ind i vanskeligheder gør mig ondt,« fortsatte dronning Margrethe i sin tale.

Kongehuset har begrundet beslutningen om at ændre titlerne med, at det skal være med til at fremtidssikre kongehuset, og at det skal sikre, at prins Joachims børn kan skabe deres egen tilværelse.