Grøn koncert til Aarhus for 37. gang
I år er det 37. gang, Grøn koncert inviterer til folkefest under åben himmel med en række kendte musiknavne. Aarhus står for tur 20. juli
AARHUS Ingen sommer uden Grøn koncert. Sådan har det været 36. år i streg og sådan bliver det også i år. Den grønne musikkaravane besøger ialt otte forskellige byer rundt omkring i det ganske, danske land, og lørdag 20. juli er det Aarhus, som står for tur. Igen i år udspiller festlighederne sig på Marienlystvej 48 i det nordlige Aarhus.
Gengangere og novicer
Årets musikalske lineup tæller otte forrygende navne - både gengangere og novicer i Grøn-sammenhæng.
Alphabeat er efter seks års pause igen samlet og klar til at indtage Grøn. Det er fjerde gang pop-gruppen spiller på Grøn koncert, siden de blev dannet i 2007. Fra Grøn scene vil Alphabeat med Stine Bramsen i front sætte gang i publikums dansefødder med en skøn blanding af velkendte hits som 'Fascination' og '10.000 nights' og helt nyt materiale.
Øvrige gengangere på Grøn er de tre topmusikalske drenge fra Scarlet Pleasure. Rockdrengene fra Carpark North spiller deres eneste livekoncert i 2019 på netop Grøn og så tager en af dansk musiks bedst sælgende og mest erfarne DJs Kato pulsen på den danske sommer fra pulten på Ghettoblaster-scenen. Det er tredje gang Kato spiller på Grøn - i år featuring den amerikanske sanger, sangskriver og producer Brandon Beal.
Både Saveus og Kesi får debut på dette års Grøn. Det samme gælder Dizzy Mizz Lizzy og trekløveret Anne, Sanne og Lis, der samles i år på Grøn for første gang nogensinde.
Til at præsentere rækken af musiknavne er årets to konferenciers-par: entertaineren Jacob Haugaard samt nyvalgt formand for Muskelsvindfonden Simon TJ på Grøn Scene, samt morgenværter på radiostationen Nova, Dennis Ravn og Signe Krarup, på Nova Scenen.
Fest og formål
Grøn koncert kan dateres helt tilbage til 1982, hvor Tuborg skænkede Dyrehavsbakken gratis koncert i anledning af parkens 400 års fødselsdag. Året efter blev koncerten sendt rundt i landet under navnet Grøn koncert, og sådan er det fortsat år efter år efter år lige siden.
Formålet med at sende koncerten på turné rundt i hele Danmark var udover at skabe en folkefest også at støtte et godt formål; nemlig muskelsvind. Hvert år doneres overskuddet fra Grøn til Muskelsvindfondens arbejde for at skabe plads til forskelle i samfundet.
Der er dømt højt humør denne lørdag med masser af god musik og skummende fadøl - i år skænket i genanvendelige ølkrus.