Fastelavnsbåden fylder 50 år
Der er i år 50-års jubilæum for den mere end 325-årig maritime tradition i Ebeltoft. Oplev det til fastelavn.
”Slupsejlads” eller ”Fastelavnsbåden”, som det nogle steder kaldtes, var tidligere en fast, årlig tradition ved fastelavn i alle danske og mange europæiske søkøbstæder og havnebyer. Om traditionen stadig trives i nogle andre europæiske søkøbstæder eller havnebyer, vides ikke; men det gør den her i Ebeltoft, skriver Ebeltoft Marineforening i en pressemeddelelse.
Ebeltoft er såvidt vides den eneste søkøbstad i landet, hvor traditionen stadig holdes i hævd hvert år. I år fastelavnslørdag 18. februar fra klokken 10.
Ifølge Handels- og Søfartsmuséet på Kronborg går denne maritime tradition alene her i Ebeltoft mindst 325 år tilbage i tiden. Oprindeligt var det Fiskeriforeningen, der stod for afviklingen af denne årlige begivenhed med festligt indslag i bybilledet, når der med sang og musik, vajende flag, vittige lodskud og fyndige kommandoer samledes ind til gamle, ubemidlede søfolk og efterladte til ”de, der blev derude”.
I 1961 indstillede Fiskeriforeningen imidlertid ”sejladsen”, og ”Sluppen” lå underdrejet indtil Ebeltoft Marineforening i 1973 genoptog traditionen, da man fandt, at denne gamle, maritime tradition burde vedligeholdes i en gammel søkøbstad som netop Ebeltoft.
Det er således i år 50 år siden, at foreningen genoptog traditionen. Tidens sociallovgivning var da, i 1973, løbet fra at indsamle penge til støtte for fattige søfolk og deres efterladte, hvorfor man besluttede, at der i fremtiden i stedet skulle samles ind til et almennyttigt, maritimt formål. Det har mange maritime institutioner gennem de 50 år nydt godt af.
I år samles der ind til Søspejderne på Mols.
»Dels udføres der her et godt stykke maritimt ungdomsarbejde, der er værd at støtte, dels er det for en dels vedkommende måske herfra, at nogle af fremtidens søfolk skal rekrutteres, det være sig til Søværnet eller Handelsflåden,« lyder begrundelsen.
Sluppen tager på ”sejltur” ad søkøbstadens gamle brolagte gader, bemandet med de glade besætningsmedlemmer, der underholder med deres klingende sang og musik, garneret med barske kommandoer og vittige lodskud.