Nu stiger kunsten til nye højder i Kolindsund
Små 30 kunstnere fra nær og lidt fjernere har sagt ja til at være med på Kunststien i Kolindsund, som får sin ilddåb søndag 11. juni.
Det er nye tider i Kolind.
Se bare til den ugelange sommerfest, der i år begynder ved Kanopladsen søndag 11. juni.
Her bliver der officiel indvielse af en ægte debutant i byen ved Sundet, en 2.6 kilometer lang Kunststi på en velvalgt rute i Kolindsund, hvor det hele spiller så smukt på en sommerdag. Himmel, marker og horisont går nærmest i et, så langt øjet rækker.
I Stenalderen var Kolindsund en del af et sund mellem Grenaa og Randers Fjord. Landhævning og tilsanding ved Kattegat efterlod en ca. 2 m dyb sø. Et aktieselskab påbegyndte landindvinding i 1872, og under store økonomiske og tekniske vanskeligheder blev kanaler og veje færdige i 1880.
Ruten går fra Kanopladsen og videre hen til og ad Sundvejen, hvor Kolindsunds åbne landskaber og vidder tager sig allersmukkest ud. Undervejs på Sundvejen passeres højbroen, ’Den Hvide Bro’, Dæmningen og videre over ’Den Nye Bro’ til det tidligere halmvarmeværk, nu under navnet Kraftværket Skatehal hjemsted for unge som udfolder sig på løbehjul, skateboard, BMX og rulleskøjter.
Kunstruten slutter i Kolind Midtby, hvor bl.a. ejerne af den tidligere boghandel venligst har sagt ja til, at billedkunstnere kan pryde væggene med deres værker.
»Vi forsøger både at inddrage den flotte natur, der altid har omgivet Kolind, og bymiljøet i midtbyen, hvor butikkerne denne søndag holder åbent en tre timer fra kl. 12-15,« siger en af initiativtagerne til kunstruten, Bent Nielsen.
Han og en af anden af Kolinds gamle frontkæmpere, Jens Ove Nielsen, fostrede ideen for Pumpelaget Kolindsund, der repræsenterer lodsejerne, og Kolind Handel og Erhvervsforenings bestyrelse.
»Pumpelagets involvering og accept af ideen om en kunstrute var selvfølgelig altafgørende. Havde de sagt nej, var projektet ikke blevet til noget,« siger Bent Nielsen.
Små 30 kunstnere
Skulptør Ingolf Steffensen, manden bag ’Svanen’ på det lille torv overfor Letbanestationen og ligeledes værket, som pryder indgangen foran Kolind+, har været primus motor for den kunstneriske del af projektet.
Jeg har aftaler med cirka 30 kunstnere fra både Norddjurs og Syddjurs og fra Randers og AarhusIngolf Steffensen
»Jeg har aftaler med cirka 30 kunstnere fra både Norddjurs og Syddjurs og fra Randers og Aarhus,« siger Ingolf Steffensen.
Flere af dem var i efteråret ude at besigtige terrænet. Det var på et tidspunkt, hvor der var vådt i Sundet, og stierne var et ælte.
»Har du tænkt dig, at vi skal stille noget op her. Det bliver da umuligt, lød det fra flere,« fortæller Ingolf Steffensen, men han fik hovedparten overbevist om, at de ikke ville fortryde, når de så, hvordan Sundet tog sig ud en sommer lang.
Der er allerede lavet en plan for, hvor den enkelte kunstner skal placere sine værker, så der bliver noget at se, beundre og kaste sine kritiske øjne på for det publikum, der fra søndag 11. juni og seks uger frem går den 2,6 kilometer lange rute.
Billedkunst, skulpturer og keramik vil pryde Kunststien.
Der bliver ikke skelnet mellem amatører og professionelle kunstnere.
Ingolf Steffensen forventer et besøgstal på 10-15.000 gæster sammenlagt i de seks uger.
Når spændet er så vidt, hænger det sammen med, at det er første gang, men at antallet kommer op i denne størrelsesorden bygger han på erfaringer fra tilsvarende ruter i bl.a. Grenaa.
Den Nye Bro
Pumpelaget Kolindsund er jf. Loven om Kolindsund mv. pålagt en række forpligtelser og rettigheder med hensyn til sikring af Kolindsunds tørholdelse, herunder adgangsforhold, drift og vedligeholdelse af Pumpelagets anlæg.
Pumpelaget Kolindsund og Kolind Handel og Erhvervsforening har været med til at finansiere ’De Nye Bro’ over Kanalen for den nette sum a’ 2.000 kroner.
En af næsten 100 broer i Sundet.
Ole Bilde, daglig leder af Pumpelaget og indehaver på 28. år af sundgården Allelevlund, fortæller:
»Der har før været en rigtig bro her, som vi fjernede for nogle år siden, fordi den efterhånden tog sig dårligt ud, og erstattede den med en lejder (Lejder betyder omtrent det samme som stige, red.), som du kan se her. Den er imidlertid meget smal og svær at passere med barnevogne og kørestole, så derfor indvilgede vi i at medvirke til at lave den træbro ved siden af, som er blevet resultatet.«
Pumpelaget har sponsoreret et par udtjente højspændingsmaster, så fundamentet er i orden. Jens Ove Nielsen købte billige terrassebrædder hos XL Byg Ryomgård, og så sørgede to lokale håndværkere, Mohn Murerfirma, Kolind v/Jakob Mohn og tømrer Carsten Sørensen, for resten.
»Når lokalsamfundet arbejder sammen, kan man få noget godt for billige penge,« som Bent Nielsen udtrykker det.
45.000 kr. fra Syddjurs
Syddjurs Kommune har leveret flotte 45.000 kulturkroner til Kunststien.
»Lene Bjarke Skov fra kulturafdelingen i Syddjurs Kommune har bidraget med både ovenud god sparring, engagement og rådgivning, og vi har derfor foreslået hende, at hun kommer til åbningsdagen og foretager den officielle åbning,« siger Bent Nielsen.
De mange rare kulturkroner går udelukkende til kunstværkerne. Der skal lejes både lastbiler og kraner for at få herlighederne bugseret ind på de rigtige placeringer på Kunststien.
På åbningsdagen disker Kolind Slagteren op med diverse lækkerier ved Kanopladsen, så de gående er tanket godt op, før turen går ud i sundet på apostlenes heste.
De udstillede værker kan ses på Kunststien i Sundet fra 11. juni til 23. juli.
Herefter flytter udstillingen til Plantagen i Grenaa, hvor endnu flere kunstnere vil byde ind med værker.