Donation på hele 49.980 kroner til Folkestedet
En repræsentant fra pensionsselskabet Velliv kom forleden forbi med en donation til det sociale værested Folkestedet i Kolind, som selvfølgelig blev modtaget med jubel.
Der blev hygget igennem med fiskefrikadelleproduktion, nye kartofler og frisk sommersalat forleden hos Folkestedet på adressen Nødagervej 4 i Gl. Kolind, tidligere hjemsted for L. (Laurits Simonsen) Simonsen ApS.
Det sociale værested, som har Daniel Demsitz som drivkraft.
Det er foreningen Grøn Kors, der driver Folkestedet.
Bestyrelsen består foruden af Daniel Demsitz selv af hans far og Bente Fogh Møller, ligesom Daniel Demsitz fra hedengangne Kafé Kolind.
Husets fisketeam havde fanget fire velvoksne gedder, så der var et stykke vej til fiskefrikadellerne kunne stå færdige på bordet.
»Da der skulle være nok til alle, var arrangementsdeltagerantallet holdt på max 30 deltagere,« fortæller Daniel Demsitz.
Han sender en kæmpe tak efter fisketeamet som donerede de flotte fisk.
Der blev skrællet ni kilo nye kartofler, så der var også et større skraldeteam beskæftiget.
Undervejs blev der blev snakket flittigt og pyntet op med blomster og flotte dekorationer på bordene.
»Alle fik snakket og hygget lige fra yngste deltager på 6 år til ældste på 88,« fortæller en glad Daniel Demsitz.
Kim var fantastisk sød at have på besøg og vandt hurtigt alles hjerter, selvom han oprindeligt var fra Sjælland
Et clou mere
Aftenens festmåltid var i sig selv et clou, men der fulgte endnu et, som bragte stemningen til nærmest euforiske højder.
Velliv Foreningens repræsentant ved middagen, Kim Rehnè Hjort Nielsen, havde nemlig spenderbukserne på.
Han overrakte en check af store dimensioner både fysisk og i kroner.
49.980 kroner lød den på. Pengene er målrettet Grøn Kors aktiviteter og projektet ’Naturen Kalder’.
»Kim var fantastisk sød at have på besøg og vandt hurtigt alles hjerter, selvom han oprindeligt var fra Sjælland. På bedste jyske vis lagde han godt ud med at give hånd til alle, roste derefter maden til skyerne, og så var vi solgt. Kim blev længe og hyggede med os, og hvor er det bare dejligt at få så nærværende gæster på besøg. En kærlig tanke til Kim fra os alle og kom gerne igen. Interessen for arrangementet var rigtig stor. Vi lover at afholde endnu et arrangement i fiskefrikadelles tegn,« siger Daniel Demsitz..
Et af de største
Velliv er et af Danmarks største kommercielle pensionsselskaber med hovedkontor i Ballerup.
Alle 400.000 medlemmer ejer pensionsselskabet. Som kunde hos Velliv er man automatisk medlem af Velliv Foreningen.
I de år, hvor der er overskud af Velliv Foreningens investeringer, udbetales støtte til projekter, der fremmer den mentale sundhed i arbejdslivet. Midlerne kan søges af alle virksomheder, foreninger og organisationer.
Balladebandet
Da Daniel Demsitz stoppede hos Kafé Kolind, det andet sociale værested i Kolind, i juli 2022 uden at smække med døren på nogen måde, havde han ikke lige forventet, at han snart var tilbage i Kolind igen som leder af et værested.
Hans afgang fra Kafé Kolind var specielt en torn i øjet på medlemmerne af Kolind Balladeband, et musikalsk projekt, som Daniel Demsitz, var med til at sparke i gang sammen med daværende leder af Kafé Kolind, Bente Fogh Møller. Formålet var, at ensomme gennem musikken kunne finde nye legekammerater og få mulighed for ny social luft og livskvalitet.
Bandet kom på manges læber ikke bare lokalt, men også nationalt, hvor især Det Radikale Venstre nærmest brugte orkestret som husband.
Det var særligt medlemmerne af Balladebandet, som blev efterladt i et tomrum, og det var også dem, der pressede på for, at bandet skulle finde ud af noget andet.
Derfor opstod idéen om Folkestedet, som ved mange frivillige hænders hjælp kom op at stå i efteråret 2022 på den nuværende adresse.