Tobias Rahim affødte hjertetegn, fællesskab og fest
Det aarhusianske popfænomen, Tobias Rahim, samlede ung som ældre i en fælles regndans på Smukfests førstedag.
Onsdag aften klokken 19.30 var der tæt pakket foran Bøgescenen på Smukfest. Og adskillige hundrede meter bagud. Alles øjne var rettet mod scenen. Forventningsfulde, forførte og forelskede øjne. Badet i blåt lys og omgivet af en blå kulisse trådte bandet ind på scenen. Publikum piftede, hujede og klappede. Og bedst som man troede, begejstringen ikke kunne tages til et højere niveau, trådte koncertens hovedperson ind på scenen: Tobias Rahim.
Det aarhusianske popfænomen trak en bølge af begejstring, som uden tvivl havde fået taget over pladsen foran Bøgescenen til at lette, hvis der ellers havde været et.
Tobias Rahim. Sangeren, sangskriveren og poeten, der har sprøjtet hits ud af højtalerne og er blevet Danmarks nok største popstjerne på rekordtid.
Iklædt solbriller og turkis læder-outfit med frynser og kig til maven lagde den 34-årige Rahim ud med nummeret “Jesus”, som straks fik masserne til at synge med på “Ja-i-ja-i-yeah”. Og det for fuldt skrald. Kun få strofer inde tog Tobias Rahim sig imellem benene. Med deraf følgende jubel fra særligt den kvindelige del af publikum. Et move der skulle vise sig at være gennemgående og høste lige stor henrykkelse fra publikum hver eneste gang. Og her taler vi altså mange gange. Som i rigtig mange.
Nogenlunde samtidig med koncertstart besluttede vejrguderne at vande Bøgeskoven. En smule regn skulle dog vise sig ikke at være en hindring for massen af smuklinge, der nærmest synkront trak i regntøjet. Og da Tobias Rahim åbnede for den helt store godtepose med giganthittet “Mucki Bar” tog publikum imod og skabte en dansefest, hvor alle var inviteret – ung som ældre. Et kig rundt blandt publikum var en vandtæt forsikring om, at noget af det, Rahim kan, er at samle folk, danne et fællesskab og skabe en fest.
Brødrene Finn og Claus Johansen fra henholdsvis Aarhus og Stilling var nogle af de tilhørere, der så absolut deltog aktivt i festen og syntes at kunne synge med på samtlige numre.
»Vi er kommet på Smukfest i...hvad bliver det til...28 år. Med enkelte pauser. I år er vi her som frivillige. Og selvfølgelig skulle vi høre Tobias Rahim. Han laver fed musik, og så kan han skabe en fest. Vi mimer til nogle af hans sange, men ja – meget af det kan vi synge med på,« siger Finn Johansen.
»Tobias Rahim formår at få folk med. Og så tiltaler det, at han tør være sig selv,« tilføjer Claus Johansen.
Drama udenpå og indeni
Nogle numre inde i koncerten lader Tobias Rahim solbrillerne falde og ser sit publikum i øjnene. Hans alvorlige mine og mørke øjne er et minde om, at popstjernen kan se tilbage på et år med rigtig mange opture, men også nedture i form af voldsomme angstanfald.
Sidstnævnte satte Tobias Rahim selv ord på midtvejs i koncerten.
»Siden corona har der været alvorligt meget drama rundt om og indeni mig. Men heldigvis har der også været de her sceniske momenter, som lige nu. Og tak for dem!« Lød det oprigtigt taknemmeligt og dybfølt fra Rahim.
Alvoren og det mørke blik skulle vise sig at være oplæg til nummeret “Når mænd græder”. Et følsomt nummer som publikum – igen – tog ind og sang sig ud på. Og som regnen nærmest minutiøst koreograferet valgte at tage til under - i en grad, der fik Rahim til at tørre sig under øjnene. Om det var tårer, sved eller regn betød mindre – publikum var tryllebundet, og sporadisk fordelt foran Bøgescenen hang hjerte-håndtegnene i luften.
Her var dømt fællesskab, kollektivitet og symbiotisk glæde på tværs af generationer.
»Det er så cool og atypisk, at Tobias Rahim dedikerer en sang til mændene. Jeg tror, at det, at han tør at være følsom, er noget af det, der rammer unge piger,« siger Chilli Rose Vinther.
Hun og veninden, Trine Madsen, er dedikerede Tobias Rahim-fans. Begge bærer de lyseblå bøllehatte med påskriften “Tobias”.
»Den her koncert med Tobias Rahim er min tredje. Og absolut højdepunktet på dette års Smukfest,« fastslår Chilli Rose Vinther.
»Det er min femte koncert med Tobias Rahim,« fortæller Trine Madsen.
Fan-duoen havde kreeret en bøllehat med ordene “Alt vores kærlighed tilhører dig” og “Smid tøjet - tag mig på!” til – hvem ellers – Tobias Rahim.
Stor mand på stor scene
Også sidste år optrådte Tobias Rahim på Smukfest. Dengang på Stjernescenen som skulle vise sig at være for lille til en “Stor mand”.
»Ord kan ikke beskrive, hvor taknemlig jeg er. Sidste år stod jeg på Stjernescenen, hvor man var nødt til at lukke af for publikum (af sikkerhedsmæssige årsager, Red.). Samme dag efter koncerten bookede jeg den her scene. Så tak for I er her i dag,« lød det fra Tobias Rahimi mellem to numre. Igen kvitterede publikum med et hørbart bevis på, at de lyttede og var til stede. Lige der foran Bøgescenen.
Som et af de sidste numre sang Tobias Rahim megahittet “Stor mand”. Et nummer han har sunget sammen med populære Andreas Odbjerg. Odbjerg er svær ikke at mangle, men denne aften i Bøgeskoven klarede Rahim den mere end forrygende på egen hånd efter stemningen at bedømme.
Publikum var med. Også da Rahim opfordrede crowden til at gå i knæ og poppe op på omkvædet. Alle var med. Ung som ældre. Høj som lav. Og det er nok det, Tobias Rahim i særdeleshed kan; skabe fællesskab. Og – ikke mindst – skabe en fest.
Se flere billeder fra koncerten: