Fortsæt til indhold

Malte Ebert indtog Smuk i mint og guld

Onsdag eftermiddag gik Malte Ebert på Stjernescenen på Smukfest og leverede en koncert, der gik fra pastelfarvet skovtur til guldrandet dansefest.

Kultur og byliv
Følg Smukfest direkte i Uge-Bladets liveblog under hele festivalen i bøgeskoven. Klik her.

Efter en kvik præsentation fra konferencierduoen Signe Lindkvist og Simon Juhl blev Smukfests Stjernescene onsdag eftermiddag klokken 15.45 indtaget af mintgrønne jakkesæt. Publikum hujede forventningsfuldt og kiggede langt efter bandets frontmand; Malte Ebert - måske bedre kendt som Gulddreng.

Fra højtalerne gjaldede tilråbene ud over forsamlingen, som istemte: “Malte, Malte! Malte!”

Og så - endelig - trådte Malte Ebert ind på scenen. Ligeledes iklædt mintfarvet hør fra top til tå. Og guld. I form af ringe, armbånd og halskæde.

På sin akustiske guitar slog Malte Ebert tonerne an til “Loyal”. Et nummer han dedikerede til Skanderborg og Smukfest, hvor han senest stod i 2017 på selvsamme scene.

»Sidst jeg stod på den her scene var i 2017. Dengang var der nok 20.000 publikummer. Når jeg kigger ud over jer i dag, vil jeg skyde på, I er 50.000!« lød det friskt og med et glimt i øjet fra en veloplagt Malte Ebert efter det første nummer.

Et hurtigt slag på tasken talte publikum foran Stjernescenen denne eftermiddag på Smukfests førstedag med lidt god vilje 20.000. Den gyldne dreng fra Vejle havde tydeligt hård konkurrence fra Hugorm, der spillede på Bøgescenen samtidig. Men de publikummer, der havde valgt at lægge øre og stemmebånd til pop frem for rock, var klar på både at vugge, knipse og synge med.

»I er et kongeligt publikum!« roste Malte Ebert festivalgæsterne.

Med sikker stemme, charme og et par esser i ærmet, gav Malte Ebert en kombineret vugge- og dansekoncert onsdag eftermiddag på Smukfest. Foto: Inge Lynggaard Hansen

Kongelig kærlighed

“Kongeligt” var nøgleordet for næste nummer: “Kalde Dem for du”. Nummeret den 29-årige charmør stjal ikke alene Majestætens, men hele Danmarks hjerter med, da han optrådte med det til TV2’s show i forbindelse med Dronningens 50-års regeringsjubilæum i september sidste år.

»Jeg er jo blevet lidt royal på mine gamle dage. Så kunne I tænke jer at høre en sang til den kvinde, jeg har været forelsket i, siden jeg var syv år?« Malte Eberts spørgsmål blev besvaret med et rungende ”Jaaaa!” fra publikum.

Og meget tydede på, at smuklingene her stod for en god del af de over fire millioner gange, “Kalde Dem for du” er blevet lyttet til alene på Spotify. I hvert fald søgte en skov af arme de højere himmellag, og der blev sunget med for fuld kraft:

”Uh-uh, vil De la’ mig kalde Dem for du? Jeg vil’ gi’ Dem hele verden og det halve kongerige. Hvis jeg ku.”

Lige det nummer var også blandt favoritterne hos Jette Kronborg og Janne Linderod fra København, der begge er frivillige på årets Smukfest og har stået for at kokkerere til de tusindvis af sultne festivalgæster.

»Vi glæder os til at høre Malte Ebert. Han er dygtig, har en virkelig god stemme, og så virker han intelligent,« lød det fra de to Smuk-frivillige inden koncertstart. De havde placeret sig i græsset godt oppe foran scenen, så de var sikre på at få det hele med.

»Jeg er ret vild med det nummer, han sang til Dronningen. “Kalde Dem for du” er et nummer, jeg også kan finde på at sætte på derhjemme,« fortalte Jette Kronborg.

Jette Kronborg og Janne Linderod fra København er begge frivillige på Smukfest. De havde taget plads oppe foran Stjernescenen i god tid for at være sikker på at få det hele med af Malte Eberts koncert onsdag eftermiddag. Foto: Mai-Britt Jeppesen

Stilhed før stormen

Malte Ebert gjorde, hvad han kunne for at fastholde publikums opmærksomhed, og med et af de esser han havde i baghånden – at flette navnet “Skanderborg” ind i flere af sine tekster – havde han langt hen ad vejen også held med det. Blandt andet i det bløde nummer “Til næste år”.

»Men tiden heler alle sår – måske på Skanderborg!« sang Malte Ebert. Til publikums store begejstring. Om de var fra Skanderborg eller ej – på Smukfest var de i hvert fald.

Efter endnu et stille nummer, “Ensom” fra Gulddrengtiden, hvor Ebert inviterede en ung kvinde fra publikum med på scenen, trådte et bandmedlem, der ellers havde holdt sig bag en bar i Stjernescenens højreside, frem.

»Nu har vi vist knipset længe nok! Skal vi ikke have lidt gang i den?« spurgte han, der viste sig at være rapperen og sangskriveren, Oscar Johansen, ud til publikum.

»Kunne I tænke jer at høre ”Se Mig!”?«

Det spørgsmål fik et sus til at gå gennem publikum, som i et enigt kor råbte: »Jaaaa!«

Fra en vuggende karavane konverteredes publikum til en hoppende masse og sang med, så selv Hugorms tunge beats blev overdøvet.

Herfra var der dømt fest. Dansefest i mint og guld i en Bøgeskov, hvor selv eftermiddagssolen dansede med.

Publikum var med på klapsalver, knips og sang, da Malte Ebert gav koncert på Stjernescenen. Særligt da numrene fra Gulddreng-tiden indhyllede festivalpladsen, steg stemningen til max. Foto: Inge Lynggaard Hansen