Formanden er tilfreds trods lavere omsætning
Sidste års Lilleåmarked var exceptionelt godt. Forventningen til i år var en lavere omsætning, og den forventning holdt stik.
»Det blev et godt marked.«
Sådan lyder den korte beskrivelse af årets Lilleåmarked, hvis man spørger formanden for Lions Lilleåmarkedsudvalg, Henning Bertelsen.
»I aftes, da vi var færdige med at rydde op, var der udbredt tilfredshed med markedet. Også omsætningsmæssigt. Vi vidste godt, at vi ikke ville kunne leve op til sidste år, som jo var noget særligt efter to års nedlukning og helt fantastisk vejr med 28 grader. Så vi havde forventet, at vi vil ligge lavere. Vi er mere på normalt niveau nu, er min fornemmelse,« siger Henning Bertelsen.
Gæsterne
Kort før markedet var billetsalget skrantende dels til Stig Rossen og Vennerne, dels til dame/herre-frokosterne. Det har Henning Bertelsen og Lars Simonsen, som ligeledes er med i Lions, tidligere fortalt her i avisen.
Helt galt endte det dog ikke med at gå.
Omkring 500 personer var til fest med Stig Rossen og Vennerne fredag, og lørdagens herrefrokost var »forrygende velbesøgt,« som Henning Bertelsen udtrykker det.
»Men der var for få til damefrokosten. Det må vi have rettet op på til næste år,« siger markeds-formanden.
Han gætter på, at op mod 1.200 personer i alt festede på Lilleåmarked fredag aften, og lørdag aften endte også hæderligt.
»Lørdag kom der jo lidt regn sidst på eftermiddagen, og så forsvandt alle gæster. Der blev vi bange for, at der slet ikke ville komme nogle mennesker om aftenen, så vi meldte ud på Facebook, at vi gjorde entréen til Celebration i det store telt gratis, og SÅ kom folk ellers. Det var skønt.«
Søndag bød blandt andet på kæmpe-tarteletter.
»Og der blev udsolgt, så det var dejligt,« siger Henning Bertelsen.
Den gamle tradition med tovtrækning over Lilleåen skulle genoplives i år, men ingen bød på udfordringen.
»Vi prøver igen til næste år og ser, om ikke nogle gader, firmaer eller klubber har lyst til at stille op. Det har altid været et tilløbsstykke for publikum,« siger formanden.
På kræmmersiden havde flere tilmeldt sig, end der dukkede op. Det gav nogle huller i rækkerne.
»Det kan vi jo desværre ikke gøre så meget ved. De øvrige kræmmer bliver skuffede over, at andre kræmmere ikke dukker op, men de er ellers godt tilfreds med faciliteterne på markedet.«
Nu er den interne evaluering af markedet så gået i gang. Senere kommer tallene, så det bliver klart, hvor mange penge Lions kan sende videre til godgørende formål.
»Alt i alt kan vi være godt tilfredse.«