Høj sol over Hammel Hestemarked
Børn og voksne hyggede sig med shopping, musik og underholdning.
Hammel Hestemarked 2023 kunne glæde sig over alletiders sensommervejr. Termometeret røg langt over 20 grader i dagtimerne, og solen bragede ned over festivalpladsen ved byens idrætscenter.
Lokalavisen var forbi hestemarkedet lørdag over middag, hvor et hav af mennesker bevægede sig rundt på pladsen og hyggede sig i solskinnet. Folk gik rundt og shoppede hos de mange kræmmere og slukkede tørsten og sulten hos boderne, der solgte mad og drikkevarer.
Udenfor hestestalden hang folk ud i ved bordene, i sofaerne og på de mange europaller, der var sat sammen til opholdspladser, mens andre var fortrukket ind i skyggen i teltet og nød en fadøl eller sodavand.
Bandet Millenium Soundtrack spillede på scenen ved søen, og på tivolipladsen var der sort af familier med børn, der hyggede sig med forlystelserne i Nordisk Tivolipark.
Der var også fyldt godt op med små børn og deres forældre til Cirkus Aromas forestillinger og legeplads, hvor børn selv kunne prøve at jonglere og køre på ethjulet cykel med mere.
Kapsejladsen på søen blev som sædvanlig et hit med hundredvis af tilskuere, der fulgte de festudklædte hold kæmpe om at sejle hurtigst frem og tilbage på søen. Når kapsejlerne nåede over søen, skulle de bunde en øl og snurre 10 gange rundt om sig selv, inden de vakkelvornt fandt tilbage til søen for at sejle tilbage.
Deltagerne imponerede ved at springe ud i gummibådene og padle sig over søen – nogle mere elegant end andre. Det bedste hold var Runes venner, som efter de indledende heats og finalen blev hyldet som vindere og fik overrakt sejrspokalen.