Køn udstiller i Åbyhøj: Familien er meget andet end far, mor og børn
Man får indblik i familieformer gennem tiden, unge mødre og uægte børn.
Køn – Gender Museum Denmark og Åby Bibliotek slår i denne uge dørene op til udstillingen Forældreskabet, der zoomer ind på forandringer inden for familiekonstellationer og forældreskab.
Udstillingen giver et unikt indblik i familieformer igennem tiden og sætter samtidig spørgsmålstegn ved, hvorfor nutidens lovgivning ikke kan rumme regnbuefamilier og storfamiliers samlivsformer.
Forældreskabet fortæller historierne om familiekonstellationer, forældrehjælp og familiedannelse - om dem på familiebillederne og dem, der aldrig var.
»På Køn har familie og forældreskab altid været en vigtig del af vores fortælling. Fra museets start har vi set det som vigtigt at åbne en diskussion om familieformer uden for den traditionelle kernefamilie,« siger Signe Uldbjerg Mortensen, faginspektør og PhD på Museet Køn i en pressemeddelelse om udstillingen.
Skilsmisse og uægte børn
Med familiefotos og hverdagsgenstande fortæller udstillingen historier om en skilsmisse i 1940’erne, der fik en husmor på arbejdsmarkedet. Om uægte børn, der blev forvist fra hjemmet. Om unge kvinder, der stiftede bekendtskab med Mødrehjælpen. Og om et aktivt medlem af 70’ernes Kvindebevægelses bekymringer over at blive mor til en søn.
Udstillingen kigger også fremad med eksempelvis beretningen om en fars kamp for forældreomsorg i dagens Danmark.
Ikke mindst fremviser udstillingen Åby Biblioteks store udvalg af litteratur, der sætter ord på forældreskabet og det at være en familie – på godt og ondt.
»Forældreskabet er et klassisk motiv i litteraturen, og et emne som mange forfattere et optaget af i dag. Aldrig er der udkommet så mange bøger, der sætter ord på forældreskabets kompleksitet, som netop nu,« fortæller Sofie Inaya Harees Lassen, litteraturformidler på Åby Bibliotek.
Udstillingen kan opleves på Åby Bibliotek i oktober og november. Der er et åbningsarrangement fredag 29. september kl. 16-17 på Åby Bibliotek. Her vil Køns faginspektør Signe Uldbjerg Mortensen præsentere udstillingen og forfatter Mads Mygind vil læse op fra I min hule hånd.
Kan ses til 30. november.