Nyt anmelderrost jazzalbum: Musikken voksede frem på Mols
Komponist Jakob Buchanan er klar med endnu et jazzalbum og inspirationen har han hentet i sit eget liv som ægtemand og far på Mols.
Jazzelskere kan godt slå ørerne ud, for den 22. september udkom den internationalt anerkendte jazzkomponist Jakob Buchanans nye album Song & Wind. Det fortæller hans pladeselskab i en pressemeddelelse.
Albummet er et samarbejde med Aarhus Jazz Orchestra og den internationalt anerkendte perkussionist Marilyn Mazur, samt intet mindre end 90 eminente sangere fra Københavns Drengekor under kyndig ledelse af dirigent Carsten Seyer-Hansen.
Song & Wind har allerede vakt begejstring. Da værket blev spillet til Vinterjazz 2022, kvitterede Politikens anmelder Henrik Palle med fem hjerter og skrev:
»Musikken var storladen og skrøbelig. Akkurat som kloden… Smuk, spirituel, kompleks og udfordrende, ja, faktisk krævende. Til gengæld også ekstremt givende, tankevækkende og berigende.«
Hos Aarhus Jazz Orchestra er man glad og stolt over samarbejdet med en af Danmarks førende jazzkomponister. Orkesterchef Anders Ørbæk siger:
»Samarbejdet med Jakob Buchanan er enormt givende for os som orkester, dels fordi Jakob er en eminent komponist der hele tid udstikker nye retninger for jazzen, men også fordi han kender vores orkester, herunder de enkelte musikeres styrker, indgående. Ingen kan som Jakob forløse det klanglige potentiale i bigbandet.«
Det lille menneske og den store moder natur har været udgangspunktet i skabelsen af Song & Wind.
»En suite med Marilyn Mazur som moder jord og Københavns Drengekor, som det lille menneske, der taler ud i evigheden og synger om længsel, tvivl og tab. Om smerte og om tid og evighed,« forklarer Jakob Buchanan, som i lydlandskabet formet af Aarhus Jazz Orchestra er tilbage i bigbandet som trompetist.
Musikken er inspireret af den sydafrikanske digter Ian S. Thomas, og afspejler tanker og følelser, der dukker op i Jakob Buchanans sind som en ægtemand og en far, der tænker tilbage på et langt liv.
»Iain S. Thomas’ små eksistentialistiske digte sætter meget tydeligt ord på nogle af de tanker, der foregår i min verden, og i mange af de samtaler og diskussioner om livet, jeg har med min kone, Nanna. Vi har sammen udvalgt digtene til Song & Wind,« fortæller han.
Musik fra Mols
Musikken er skrevet, der hvor Jakob Buchanan bor; i et landskab af jord og marker på Mols, formet af alle de små bakker og midt i den kraftige vind fra havet. Musikken er også blevet til i trompetistens lille bondegård i Kornhult, Sverige – omgivet af mørket i fyrreskoven, mosset og fuglelivet.
Om samarbejdet med Marilyn Mazur fortæller han:
”Hun inviteres ind i musikken, fordi hun som den musikalske troldkvinde, hun er, kan forme og rumme alt i sit spil – og dermed skabe både med- og modspil i musikken.”
Albummet udgives af det danske pladeselskab Our Recordings. Pladeselskabet skriver, at Buchanans Song & Wind på alle måder er en værdig efterfølger til hans tidligere DMA Jazz prisvindende album Buchanan Requiem fra 2016.
»Song & Wind er et stort værk, udtryksfuldt og fuld af skønhed, der trækker tråde til fortidens musik, samtidig med at de sætter en videre kurs ind i fremtiden.«
Song & Wind er det niende album i rækken af udgivelser fra Jakob Buchanan.
Ved Danish Music Awards Jazz 2016 vandt Jakob Buchanan både i kategorien ’Årets danske jazzudgivelse’ og ’Årets danske komponist’ for hans roste udgivelse ’Buchanan Requiem’.