Fortsæt til indhold

Glas laver årets statuette til Syddjurs Award

Et samarbejde mellem Syddjurs Award og museet Glas i Ebeltoft sikrer, at dette års vindere af showet, der hylder frivillige ildsjæle, kan gå hjem med smuk glaskunst under armen

Samfund

Det er 10. gang i år, Syddjurs Award hylder lokale ildsjæle, der er med til at gøre kommunen til et godt sted at bo og leve. Showet giver den på alle tangenter med middag, livemusik og prisoverrækkelser, der gennem årene har budt på flere forskellige statuetter til de heldige vindere. Hver smukke på sin måde, og i år bliver ingen undtagelse.

Det er nemlig lykkedes arrangørerne af showet, Rønde Idrætscenter, Syddjurs Kommune og Adresseavisen, at få en af kommunens helt tunge kulturelle flagskibe, museet Glas i Ebeltoft, til at lave de syv statuetter, der skal deles ud, når særlige personer eller initiativer hyldes og hædres 12. oktober.

Glas tog straks udfordringen op, og det er stedets egen hyttemester, Chris Lowry, der har designet og skabt de to forskellige statuetter. Den ene findes der seks af, en til hver kategori af nominerede. Den syvende er den helt særlig Hæderspris, som gives til en eller flere Syddjursborgere, der har gjort en ekstraordinær indsats. Modtageren afsløres på selve aftenen.

Det internationalt anerkendte og roste museum Glas i Ebeltoft står bag dette års statuette til Syddjurs Award 2023. Foto: Kasper Palsnov

Pyramide af spejlende bobler

Statuetterne blev lavet i slutningen af august i Glas værksted, der ligger i en sidebygning i museets charmerende have.

Det tager Chris Lowry cirka 45 minutter at lave statuetten, og han starter med at dyppe en jernstang ned i flydende glas i den 1140 grader varme ovn. Stangen drejer han rundt flere gange, indtil glasset samler sig for enden af stangen som en kugle.

»Flydende glas minder meget om tyk honning,« forklarer han, inden han dypper den rødglødende masse i små lilla farvepigmenter, der står på en tallerken. Farven lilla er selvfølgelig valgt ud fra Syddjurs Awards logo, men ellers har kunstneren haft frit valg til at udforme statuetterne. Hædersprisen er rombeformet, og de seks andre er med Chris Lowrys egen beskrivelse i pyramideform.

Han puster luft i røret, så der skabes en boble. Glasset er stadig rødt. Først når det afkøles, træder den lilla farve frem. Han fører boblen ind i ovnen igen, og mens han drejer stangen, folder glasset sig på en måde sammen om sig selv, og der skabes en slags tråde, som bliver til de bobler, der skal skabe dybde og spejle sig fra den indvendige side af statuetten.

»Den får en struktur indeni, som spejler sig i glassets yderside. Jeg har altid godt kunnet lide at arbejde med det samspil. Hvis man ser oppefra og ned, så ser det ud på én måde, og igen hvis man ser på den fra siden, så ser det ud på en anden måde. Boblerne og den indvendige lilla kerne giver statuetten et meget organisk udtryk.«

Glaspuster ved museet Glas, Chris Lowry, har designet og skabt syv statuetter til Syddjurs Arard 2023. HEr ses den færdige lilla statuette og ved siden af er Lowry ved at forme endnu en af flydende brændvarmt røde glas, der først ved nedkøling får den lilla farve. Foto: Anne Frank Henriksen
Chris Lowry skaber den pyramideagtige form ved at trykke siderne af det bløde glas ned mod bordpladen. Foto: Anne Frank Henriksen
Statuette in the making. Foto: Anne Frank Henriksen

Han sammenligner udtrykket med en diamant.

»Det er jo ikke selve formen på en diamant, der gør den smuk. Det er den måde lyset reflekteres i fladerne og skaber dybde, når man drejer og vender den. Det samme sker her.«

Han sætter boblemassen på køl, hvorefter han sænker den i nyt flydende glas, der skal udgøre selve den udvendige, gennemsigtige del. Han former pyramideformen ved at presse den stadig røde glasmasse ned i en bordplade. Efter et halvt minut træder statuettens pyramieform tydeligt frem, og den er klar til at ligge på køl. I et glasværksted betyder ’på køl’ at ligge i en ovn, der ’kun’ er 500 grader varm.

Chris Lowry har arbejdet med glas siden han var 18 år. Han er født i Eugene Oregon, USA, og har en bachelor med speciale i glas fra Alfred University of Fine Arts, Upstate New York. Fra 2000-2021 drev han eget glasværksted sammen med en kollega på Hawaii, før han i 2021 valgte at flytte til Danmark sammen med sin danske hustru.

Chris’ arbejde med glas er drevet af ønsket om at skabe smukke objekter, som bliver ved at være interessante, lige meget, hvor tit, man kigger på dem. Og det er jo ret smart, hvis award statuetten skal skabe glæde i vindernes hjem.

Der pustes, så det boblende, organiske lilla udtryk kan pryde det indvendige af stauetten. Foto: Anne Frank Henriksen

Se statuetterne live

Antallet af priser er i år blevet skåret ned til seks. Det er sket ud fra et ønske om, at de enkelte priser skal være endnu mere unikke end tidligere. Udover de seks priser uddeles også Hædersprisen for første gang i Syddjurs Awards historie.

Til showet 12. oktober i Rønde Idrætscenter bliver der som altid masser af musik med lokale talenter, bl.a. et spændende musikalsk comeback, og vanen tro vil konferencier og operasanger Hans Dueholm styre løjerne. I år ledsages han på scenen af skuespiller Nynne Karen Nørlund Steenild for at holde den altid muntre mand lidt i skak.

Hvis du vil se, hvem der vinder og komme tæt på Chris Lowrys statuetter, så skal du skynde dig at købe billet til Syddjurs Award torsdag 12. oktober i Rønde Idrætscenter. Tag gerne venner og familie med. Alle er velkomne, og det bliver en festlig aften.

Du tilmelder dig her:

Syddjurs Award 2023 | GO Syddjurs (go-syddjurs.dk)

Du kan også købe madbilletter:

Rønde Idrætscenter (halbooking.dk)

Der kan spises fra klokken 17 til 18.30.

Showet begynder klokken 19.