Bysbarnet vendte hjem: Sahl sang og sejrede
En propfyldt kirke tilbad "musikergud".
Nørre Galten Kirke var proppet til bristepunktet lørdag aften. Man ville dårligt have kunnet presse 10 personer mere ind.
Det var ikke en ekstraordinær spændende prædiken, som trak de mange mennesker til, men derimod var de kommet for at tilbede bysbarnet Nicklas Sahl, som gav en fem kvarter lang koncert i middelalderkirken.
»Bysbarnet er vendt hjem. Nu skal vi ikke kun høre ham i radioen, men her i aften, og selvom vi befinder os et højtideligt sted, så må man altså meget gerne vise begejstring, huje og klappe,« lagde præst Marie Hedegaard Thomsen ud, før Nicklas Sahl trådte ind ad kirkedøren og bevægede sig ned ad kirkegangen til en stor klapsalve.
Nicklas Sahl, som er opvokset i Hadsten, lagde ud med at bede sin lydmand hente sine høretelefoner, som han havde glemt at tage med ind.
»Måske er det lidt nervøsitet, jeg vil jo ikke så gerne bortvises igen,« sagde han med et smil og en henvisning til, at det var dejligt at være hjemme.
Mens lydmanden hentede høretelefonerne, kastede Sahl sig ud i det stille nummer Fine On Your Own uden mikrofon – bare ham og hans guitar. Så var koncerten ligesom skudt i gang.
»Det er dejligt at se så mange ansigter, jeg kender. Det er meget hyggeligt. Det er ikke helt Hadsten, men jeg er jo næsten hjemme – Nørre Galten Kirke løb jeg forbi på mine løbeture,« fortalte Nicklas Sahl ind i mellem numrene.
Bysbarnet blev taget godt i mod, og stemningen var høj – ikke mindst da Sahl indtog prædikestolen med sin guitar.
De to vel nok mest kendte sange Planets og New Eyes fik folk til dels at klappe, dels at rejse sig fra kirkebænkene.
Og så var det ovre. Nicklas Sahl sendte fingerkys til publikum, mens han blev klappet ud af kirken.
På Nicklas Sahls Instagram-konto skrev han efter koncerten:
»Til alle, der var til koncerten i aften i Nørre Galten Kirke. Af hjertet tak. Det her var en af de fineste oplevelser, jeg har haft med at spille musik. Og så oven i købet på hjemmebane.«